Om Arbejdsskadestyrelsens service
Juni 2010
Hvad er Arbejdsskadestyrelsen?
Arbejdsskadestyrelsen er en styrelse under Beskæftigelsesministeriet.
Vi træffer som neutral myndighed afgørelse i arbejdsskadesager. Vi modtager hvert år cirka 50.000 sager om arbejdsskader.
Begrebet arbejdsskader dækker både arbejdsulykker og erhvervssygdomme.
Arbejdsskadestyrelsens opgave er at afgøre, om en skade er omfattet af arbejdsskadeloven, og om skaden giver ret til en erstatning. I 2009 gav omkring 25 procent af de anmeldte sager ret til erstatning.
Arbejdsgivere har efter arbejdsskadeloven pligt til at forsikre deres ansatte mod arbejdsskader ved at tegne forsikringer mod arbejdsulykker og erhvervssygdomme. Det er derfor arbejdsgiverens forsikringsselskab, som udbetaler en eventuel erstatning. Kun i nogle få sager er det Arbejdsskadestyrelsen, som udbetaler en erstatning.
Hvad kan du forvente af os?
Der er mange ting, som skal undersøges, når vi behandler en arbejdsskadesag. Vi skal ofte have oplysninger fra blandt andet din arbejdsplads, læger og kommune. Når vi har de nødvendige oplysninger, kan vi vurdere hele sagen og træffe en afgørelse.
Det betyder, at vi ikke på forhånd kan sige, hvilke oplysninger vi skal bruge i din sag, eller hvor lang tid der vil gå, inden du får en afgørelse.
Du kan forvente følgende:
- Senest fem hverdage efter, at vi har fået din anmeldelse, sender vi dig en skriftlig bekræftelse på modtagelsen
- Vi vil træffe afgørelsen så hurtigt som muligt. I 2010 er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid pr 1. juni på 6,0 måneder, og ni ud af ti sager bliver afsluttet inden for et år
- Kun i meget få sager tager det mere end 2 år, inden vi træffer en afgørelse Hvis vi vurderer, at din skade ikke er omfattet af loven, træffer vi, så vidt det er muligt, en afgørelse inden 3 måneder i sager om ulykker og inden 6 måneder i sager om erhvervssygdomme
- Hvis vi fra din arbejdsplads, læger, sociale myndigheder eller andre får oplysninger, som er væsentlige for sagen, og som du ikke kender i forvejen, sender vi dig en kopi, så du kan give dine kommentarer, inden vi træffer en afgørelse
Hvor kan du klage?
Er du utilfreds med vores afgørelse, kan du senest fire uger efter, at du har modtaget afgørelsen, klage til Ankestyrelsen.
Du skal sende din klage til os, så vi kan vedlægge din sag, inden vi sender klagen videre til Ankestyrelsen.
Hvordan får du mere at vide?
Hvis du vil vide mere, skal du være velkommen til at kontakte os.
- Arbejdsskadestyrelsen
Sankt Kjelds Plads 11, 2100 København Ø
Telefon: 72 20 60 00
Telefax: 72 20 60 20
E-post: ask@ask.dk
Denne side er senest ændret den 30. juni 2010