Kommuners krav på refusion
Kommuner har krav på refusion fra forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, hvis tilskadekomne har fået udbetalt ydelser efter lov om social pension eller lov om aktiv socialpolitik for en periode, hvor der senere tilkendes erstatning som en løbende ydelse for tab af erhvervsevne (Arbejdsskadesikringslovens § 17).
Refusionskravet omfatter forskellen mellem det beløb, som er udbetalt efter de nævnte love, og det beløb, som ville være udbetalt, hvis erstatningen blev udbetalt samtidig med de sociale ydelser.
Kommunens krav kan dog ikke overstige det beløb, der efter loven er tilkendt den tilskadekomne i det samme tidsrum.
Tvivl om et refusionskrav er omfattet af arbejdsskadesikringsloven
Hvis den tilskadekomne ikke er tilfreds med det refusionskrav, som kommunen fremsætter, kan han bede os om, at vurdere om kommunens refusionskrav opfylder kravene i arbejdsskadeloven.
Vi kan dog kun afvise kommunens refusionskrav:
- Hvis kommunens ydelse ikke er tilkendt efter lov om social pension eller lov om aktiv socialpolitik
- Hvis vi ikke har tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne eller erstatning for tab af forsørger
- Hvis kommunens ydelse ikke er løbende
- Hvis den erstatning, vi har tilkendt, ikke er løbende
- Hvis kommunens ydelse og den tilkendte erstatning ikke er givet for samme periode
- Hvis kravet er indgivet til forsikringsselskabet mere end 4 uger efter, at kommunen har fået orientering om, at der er tilkendt en løbende erstatning med tilbagevirkende kraft
Vi kan ikke tage stilling til spørgsmål om refusionskravets størrelse, herunder om kravet er forældet. Disse spørgsmål må den tilskadekomne indbringe for det sociale klagesystem.
Refusionskravet bortfalder
Refusionskravet over for forsikringsselskabet bortfalder, hvis kommunen ikke har fremsat det overfor forsikringsselskabet inden 4 uger efter, at kommunen har fået meddelelse om, at tilskadekomne har fået tilkendt erstatning.
Det betyder, at forsikringsselskabet skal udbetale hele erstatningen til tilskadekomne, selvom kommunen har et krav overfor den tilskadekomne.
Reglen udelukker ikke, at kommunen kan rejse krav over for den tilskadekomne efter andre regler, som for eksempel reglerne om dobbeltforsørgelse.
Denne side er senest ændret den 09. august 2010