Afgørelser
Informationen på denne side er gældende for ulykker, der er sket før 1. januar 2004 og erhvervssygdomme, der er anmeldt før 1. januar 2005
Henlæggelse
Henlæggelse finder kun undtagelsesvist sted. Der vil blive truffet formel afgørelse med begrundelse og klagevejledning i sagerne med mindre skadelidte udtrykkeligt ønsker sagsbehandlingen stoppet.
Der træffes afgørelse i sagerne i to tempi:
1. Anerkendelse
Anerkendelse er en afgørelse om, at en konstateret helbredsforringelse helt eller delvist er en skadesfølge, forårsaget af arbejde i en arbejdsgivers tjeneste og ikke for eksempel i fritiden eller på vej til eller fra arbejde.
Som arbejdsskader anerkendes:
- ulykker
- erhvervssygdomme i fortegnelsen ("listesygdomme")
- erhvervssygdomme udenfor fortegnelsen
- pludselige løfteskader
Sager om ulykker og erhvervssygdomme behandles og afgøres administrativt efter forelæggelse for en lægekonsulent, mens sager om erhvervssygdomme udenfor fortegnelsen og pludselige løfteskader skal forelægges erhvervssygdomsudvalget før afgørelse kan træffes, jf. §§ 9a og 10, stk. 3 i lovens kap. 2.
Det er en grundbetingelse for anerkendelse, at skadelidte på skadetidspunktet tilhørte den sikrede personkreds af ansatte m.v. og at skaden var en følge af arbejdet, eller at skadelidte var sikret efter en særlig ordning for personer udenfor arbejdsforhold.
2. Erstatningsudmåling
Erstatningsudmåling foretages, når skadelidtes tilstand er stationær, jf. § 31 i lovens kap. 5. Der gives kun erstatning for skadens følger, jf. § 26 i lovens kap. 5, herunder behandlingsudgifter, som ikke dækkes af det offentlige
Godtgørelse for varigt mén udmåles på grundlag af en klinisk beskrivelse af de funktionstab, som den anerkendte arbejdsskade har medført, eventuelt suppleret med en udtalelse fra en af Arbejdsskadestyrelsens lægekonsulenter, sammenholdt med méntabellen.
Erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger sker på grundlag af oplysninger om den berettigedes evne til at tjene penge ved arbejde og til at forsørge sig selv.
Overgangsbeløbet efter § 35 i lovens kap. 5 til den efterladte enke eller samlever er et fikseret beløb, som tilkendes uafhængigt af de omkostninger, som den efterladte har haft til begravelse m.v.. Beløbet reguleres årligt i reguleringsbekendtgørelsen.
Forsørgertabserstatning til efterladte ægtefælle, samlever og børn tilkendes i medfør af §§ 36 - 38 i lovens kap. 5 med faste procentsatser.
Læs mere om efterladteerstatning.
Forbehold
Forbehold for nedsættelse af erstatningen med henvisning til allerede bestående funktionsforringelse/-tab efter reglen i § 26 i lovens kap. 5. skal meddeles skadelidte samtidigt med anerkendelsen, jf. § 12, stk. 2 i lovens kap. 2. Dette er dog ikke en betingelse for forbeholdets gyldighed, jf. Ankestyrelsens afgørelser i Sociale Meddelelser nr. U-7-97. Se om betingelserne for en sådan afgrænsning af arbejdsskaden i forhold til forudbestående lidelse.
Forvaltningsloven
I forvaltningsloven stilles krav til afgørelsers form og indhold, herunder at afgørelser skal indeholde en begrundelse, som henviser til de relevante retsregler, angiver de afgørende faktiske oplysninger og principperne for skønsudøvelsen samt indeholder en klagevejledning. Se om prøvelse af Arbejdsskadestyrelsens afgørelser.
Denne side er senest ændret den 13. august 2008