Sagsomkostninger
Informationen på denne side er gældende for ulykker, der er sket før 1. januar 2004 og erhvervssygdomme, der er anmeldt før 1. januar 2005
Sagsbehandlingen af en arbejdsskadesag er omkostningsfri for skadelidte. Det vil sige, at skadelidte ikke skal betale gebyr for sagsbehandlingen, og at udgifter som skadelidte har haft i anledning af sagens oplysning, kan erstattes. Derudover kan skadelidte få erstattet udgifter til behandling og dertil knyttet transport i anledning af skaden.
Lægeerklæringer med videre
Forsikringsselskaberne og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdoms Sikrings (AES) skal betale for de erklæringer, udtalelser og undersøgelser, som Arbejdsskadestyrelsen finder nødvendige til sagens oplysning, jf. §§ 19 og 22 i lovens kap. 3. Taksterne reguleres hvert år den 1. januar.
Forudsætning for honorering af lægeerklæringer/attester er, at de er udstedt af en læge på den korrekte formular. Er erklæringen udstedt af fx. kiropraktor, kan den ikke honoreres. Selskabet/AES er forpligtet til at honorere en anmeldelse fra arbejdsgiveren, selvom den er foretaget på forkert blanket.
Rejseudgifter med videre
Selskabet/AES skal endvidere erstatte skadelidtes rejseudgifter og tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med undersøgelser, som Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen har foranstaltet, jf. § 22 i lovens kap. 3. Erstatningen gives efter taksterne fra Finansministeriets aftale med tjenestemandsorganisationerne og kundgøres ved en cirkulæreskrivelse til forsikringsselskaberne m.v.. Se taksterne.
Rejseudgifter m.v. er udgifter skadelidte har afholdt under sagens behandling i forbindelse med behandling og undersøgelse til rejse, fortæring og ophold, herunder til transport med bus, med tog på 2. klasse og i særlige tilfælde med taxi. Kørsel i egen bil erstattes efter den laveste takst for statens tjenestemænd.
Diæter består af timepenge, dagpenge og et tilskud udgiften til overnatning på hotel. Der gives kun time-/dagpenge ved overnatning. Timepengene udgør 1/24 af dagpengene. Når rejsen ikke har medført overnatning, gives der erstatning for rimelige udgifter til måltider og lignende mod dokumentation. Der gives hverken time-/dagpenge eller erstatning for udgifter til måltider, hvis rejsemålet ligger i kortere afstand end 8 km. fra bopælen eller hvis rejsen varer mindre end 5 timer eller ligger indenfor Københavns eller Frederiksberg kommuner.
Tabt arbejdsfortjeneste
Tabt arbejdsfortjeneste erstattes med et timebeløb ved mindst to timers fravær. Beløbet kan ikke sættes højere end maksimumårslønnen divideret med det normale antal arbejdstimer.
Advokatsalær med videre
Forsikringsselskabet er ikke forpligtet til at betale advokatomkostninger, eller omkostninger, som skadelidte har haft til undersøgelser med henblik på at rejse krav om erstatning, jf. Sociale Meddelelser nr. U-4-85 og Østre Landsrets dom af 15/6 1994. Det samme gælder rykkergebyrer og morarenter, der er påløbet behandlingsudgifter eller udgifter til hjælpemidler, som senere helt eller delvist skal betales af forsikringsselskabet med mindre behandlingen er foretaget eller hjælpemidlet er anskaffet på Arbejdsskadestyrelsens eller forsikringsselskabets foranledning eller efter forhåndstilsagn fra styrelsen/selskabet.
EU-sager/konventionssager
I sager vedrørende personer, som er arbejdsskadesikret i et andet EF-medlemsland, men som opholder sig/bor i Danmark skal Arbejdsskadestyrelsen på anmodning fra den anden stats kompetente institution foretage undersøgelser m.v. efter samme regler, som gælder i sager om dansk forsikrede personer og i øvrigt bistå med administrativ og lægelig kontrol, jf. Forordning 1408/71, artiklerne 84, stk. 2 og 87 i afsnit VI. Danmark har indgået aftale med de øvrige medlemslande om afkald på refusion af udgifter til sådanne undersøgelser, jf. Forordning 574/72, artikel 105 i afsnit V. Tilsvarende gælder sager, der er omfattet af en traktat om social sikring /arbejdsskadeforsikring med et andet land, jf. traktaternes bestemmelser herom, hvorefter det som hovedregel gælder, at udgifter til lægeundersøgelser, som det andet land ønsker foretaget, kræves refunderet, mens administrativ kontrol sker vederlagsfrit. I sager efter Ny Nordisk Konvention gælder den administrative aftale af 8. september 1994, artikel 10 og Konventionens artikel 23, hvorefter der gives afkald på refusion.
Denne side er senest ændret den 13. august 2008