Den sikrede personkreds

Informationen på denne side er gældende for ulykker, der er sket før 1. januar 2004 og erhvervssygdomme, der er anmeldt før 1. januar 2005

Sikringen omfatter personer, der er:

  • Antaget i en arbejdsgivers tjeneste til
  • Arbejde
  • Her i landet

Sikringen omfatter i et vist omfang personer/aktiviteter udenfor arbejdsforhold.

Antaget
Følgende persongrupper er sikret:

Enhver, der er antaget til arbejde i en arbejdsgivers tjeneste, uanset om arbejdet er varigt eller midlertidigt, lønnet eller ulønnet, herunder lønmodtagere - også tillids- og sikkerhedsrepræsentanter under deres arbejde som sådanne - elever, medhjælpende ægtefælle med skatteaftale, arbejdsgiverens familiemedlemmer, free-lanceansatte, professionelle sportsudøvere samt personer, der gør nytte uden at være formelt antaget, herunder personer, der yder en håndsrækning - det gælder også håndsrækning til en person, der ikke er arbejdsgiver. Desuden omfattes visse selvstændige, herunder selvstændige fiskere samt arbejdende anpartshavere og kommanditister.

Følgende persongrupper er ikke sikret:

Selvstændige erhvervsdrivende, herunder interessenter og komplementarer, folketingsmedlemmer under deres arbejde i Folketinget, medhjælpende ægtefælle uden skatteaftale.

Til arbejde
Sikringen omfatter enhver form for arbejde, uafhængigt af løn, varighed og risiko, herunder håndsrækninger samt aktiviteter, der er naturlig forbundet med arbejdet.

Her i landet
Arbejdstagere, der er udstationeret i Danmark ("Indstationerede") kan være sikret efter dansk lov eller et andet lands lov, dog er diplomater og konsuler sikret i udsenderlandet, mens lokalt ansat ambassade-/konsulatpersonale kan være sikret i Danmark eller i udsenderlandet. EU-hjælpepersonale kan vælge mellem flere landes social- /arbejdsskadesikring.

Udsendelse samt tjenesterejser til udlandet er sikret efter særlige regler. Arbejdstagere, der udsendes til Færøerne og Grønland er sikret efter regler fastsat af henholdsvis Landsstyret og Hjemmestyret.

Denne side er senest ændret den 13. august 2008