Sikringspligt for erhvervssygdomme / løfteskader
Informationen på denne side er gældende for ulykker, der er sket før 1. januar 2004 og erhvervssygdomme, der er anmeldt før 1. januar 2005
Reglerne om sikringspligt findes i § § 5 - 7 i lovens kap.1.
Der blev pr. 1. januar 1999 indført nye regler for sikring af erhvervssygdomme, idet Danmark som følge af Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv (Rådsdirektiv nr. 92/49 af 18. juni 1992) har valgt at omdanne sikringsordningen for erhvervssygdomme til en partsstyret, ikke-forsikringsbaseret model (Arbejdsmarkedets Erhvervssygdoms sikring - AES).
Dette skulle efter direktivets artikel 49 ske senest 1/1 1999. Pludselige løfteskader behandles sikringsmæssigt som erhvervssygdomme i medfør af § 9a, stk. 4 i lovens kap. 2.
Hvem skal sikres?
Enhver, der ansættes til at udføre arbejde i en arbejdsgivers tjeneste, uanset om arbejdet er lønnet eller ulønnet, midlertidigt eller varigt, herunder personer, der gør tjeneste på dansk skib, skal sikres mod følger af erhvervssygdomme og pludselige løfteskader.
Privat hjælp
Personer, der arbejder i privat husholdning eller i privat tjeneste i sammenlagt under 400 timer om året skal ikke sikres, jf. § 5, stk. 6 i lovens kap. 1. Erstatningsydelser i anledning af erhvervssygdomme/pludselig løfteskade betales af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. Denne ordning omfatter også skader, der overgår personer, som yder forbigående hjælp i form af håndsrækninger udenfor erhverv.
Hvad skal sikres?
Alt arbejde for arbejdsgiveren i Danmark, herunder arbejde som midlertidigt udsendt til udlandet, skal sikres, undtagen arbejde i arbejdsgiverens private husholdning som ikke overstiger 400 timer årligt. Manglende overholdelse af sikringspligten er sanktioneret med bødestraf i medfør af § 67 i lovens kap. 11 (og med pligt til selvbetaling af erstatningsudgifter m.v. i medfør af § 52 i lovens kap. 8).
Hvem skal foretage sikringen?
Den private arbejdsgiver skal sikre sit ansvar for følgerne af erhvervssygdomme og pludselig løfteskade, som rammer de ansatte, således at finansieringen af erstatningsydelser og administrationsomkostninger er sikret.
Statsinstitutioner har sikringspligt fra og med 1. januar 1999, uanset staten i følge Justitsministeriets cirkulære af 1975 om statens selvforsikring ikke kan tegne forsikring.
Dette gælder også i forhold til selvejende institutioner med driftsoverenskomst med staten, når staten betaler eller garanterer for mindst 50 % af driftsudgifterne.
Hvor skal sikringen foretages?
Sikringen foretages ved tilmelding til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES), som er en selvejende institution, styret af arbejdsmarkedets organisationer, kommunerne, amterne og staten i fællesskab, jf. bestemmelserne i lovens kap. 9 A.
AES`s virksomhed er ikke omfattet af lov om forsikringsvirksomhed. Arbejdsgiverens ansvar er sikret gennem betaling af bidrag til AES.
Brancher
Bidraget fastsættes efter brancher. Branchen fungerer som en pulje., og udgifter til sagsomkostninger, godtgørelse og erstatning henføres til en branche(pulje).
Det gælder også for privathjælp, jf. § 5, stk. 6 (tidligere § 5, stk. 3) og tilfælde, hvor en sikringspligtig arbejdsgiver ikke med rimelig sandsynlighed kan udpeges samt ophørte virksomheder, jf. § 6, stk. 5 (tidligere § 6, stk. 3 og § 48, stk. 5).
Det samme gælder udgifter i tilsvarende sager med skadedato/anmeldedato før lovens i kraft træden, jf. § 3, stk. 10 i lov nr. 278 af 13. maj 1998.
Hvad hæfter AES for?
Arbejdsgiverens ansvar overfor de ansatte bliver ved tilmeldingen til AES erstattet af en forpligtelse til at betale bidrag til AES. Når bidraget er betalt, er AES forpligtet til at afholde udgifter ved skader, der indtræffer efter tilmeldingen.
AES kan ikke gøre regres mod en ansvarlig skadevolder, jf. § 59, 1. led i lovens kap. 11.
AES hæfter for arbejdsgiverens ansvar, for følgerne af erhvervssygdomme/pludselig løfteskade, der er forårsaget af arbejde hos arbejdsgiveren selvom AES ved tilmeldingen er gået ud fra urigtige forudsætninger vedrørende ansvarets art og omfang, jf. § 50 i lovens kap. 8.
Erstatningsansvar
Når erhvervssygdommen/den pludselige løfteskade er forårsaget af en handling/undladelse, der medfører erstatningsansvar (for arbejdsgiver) efter erstatningsansvarsloven hæfter AES endeligt, idet regres er udelukket, jf. § 59 i lovens kap. 11. Skadelidte kan kræve eventuel resterstatning efter erstatningsansvarsloven.
Sygebehandling
AES hæfter ikke for udgifter til sygebehandling, som efter lov om sygesikring eller lov om sygehusvæsen, skal betales af amterne, kommunerne eller Sundhedsministeriet. Det gælder også for krav om refusion af sådanne udgifter som fremsættes af et andet EØS-medlemsland.
Se nærmere i Vejledning om EF-reglerne om social sikring af vandrende, hæfte 5, kap. 5, pkt. 25.7 og 25.8.
Ophørt arbejdsgiver
AES hæfter selvom virksomheden er ophørt. I så fald henfører Arbejdsskadestyrelsen skaden til en branche efter en konkret vurdering af, i hvilken branche skadelidte især har været udsat for de påvirkninger, der antages at have medført den pludselige løfteskade eller den pågældende sygdom, jf. § 6, stk. 5 i lovens kap. 1.
Usikret arbejdsgiver
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring udbetaler erstatningsydelserne, hvis arbejdsgiveren ikke har tilmeldt sig sikringsordningen. AES gør derefter regreskrav gældende mod arbejdsgiveren i medfør af § 52 i lovens kap. 8.
Denne side er senest ændret den 13. august 2008