Eksempler

Eksempel på erstatning efter arbejdsskadeloven og erstatningsansvarsloven
Ekspedient blev udsat for røver og fik erstatning fra begge lovei
Lars arbejdede som ekspedient i en kiosk, som blev udsat for et røveri om natten. En bevæbnet røver truede med at skyde Lars, hvis han ikke udleverede pengene. Efter at have fået pengene, blev Lars låst inde på et toilet. Lars fik en psykisk sygdom på grund af hændelsen.
Vi gav méngodtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadeloven.
Lars fik desuden erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte og 10.000 kroner i godtgørelse for tort efter erstatningsansvarsloven ved en byretsdom i en civil sag.

Eksempel på erstatning efter arbejdsskadeloven, men ikke erstatning efter erstatningsansvarsloven
Ole slog ryggen og fik erstatning efter arbejdsskadeloven, men ikke erstatningsansvarsloven
Ole faldt ned af en stige og slog ryggen mens han var på arbejde. Vi anerkendte det som en arbejdsulykke. Ole var syg i et år, hvor han ikke arbejdede. Vi gav Ole en godtgørelse for varigt mén og erstatning for tabt erhvervsevne. Ole kunne ikke rejse en sag om erstatning efter erstatningsansvarsloven, da arbejdsgiveren ikke var skyld i ulykken. Ole fik derfor ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte, i det år han var uden arbejde.

Eksempel på ingen erstatning efter arbejdsskadeloven men erstatning efter erstatningsansvarsloven
Mie kom tilskade ved en færdselsulykke – og fik erstatning fra erstatningsansvarsloven, men ikke arbejdsskadeloven
Mie kom til skade på vej til arbejde, da en modkørende bil kørte ind i hende. Mie fik en forvridning af nakken. Vi anerkendte ikke arbejdsulykken, da ulykken skete i Mies fritid.. Mie rejste en erstatningssag mod den modkørende førers ansvarsforsikring og fik erstatning efter erstatningsansvarsloven for svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne.