Lettere at få anerkendt erhvervssygdomme fra årsskiftet
9. december 2004
Erhvervssygdomsudvalget og Arbejdsskadestyrelsen har på årets sidste møde om den nye fortegnelse over erhvervssygdomme drøftet emnet nedslidningsskader som følge af rengøringsarbejde. Parterne har derudover afsluttet forhandlingerne om en række sygdomme, herunder kroniske nakke-skuldersmerter og skuldersmerter. Der er foretaget flere lempelser.
Anne Lind Madsen, direktør i Arbejdsskadestyrelsen, understreger, at processen ikke er slut:
- Vi er nået rigtig langt i år. Udvalget har drøftet en lang række sygdomme, og vi har gennemført mange lempelser. Det betyder også, at nogle sygdomme, der opstår efter visse former for rengøringsarbejde, fremover kan anerkendes. Det gælder for eksempel, når rengøringsassistenten efter mange års arbejde med gulvvask af store arealer med en håndbetjent moppe til sidst får seneskedehindebetændelse.
- Men processen viser også, at vi stadig mangler medicinsk dokumentation på en række områder. Det vil vi gøre noget ved. Vi har taget initiativ til at få 4 konkrete områder nærmere kortlagt. Det gælder smerter i arm og karpaltunnelsyndrom i forbindelse med computerarbejde, nakke-skulder-sygdomme samt slidgigt i hofter og knæled.
Udvalget har på rengøringsområdet afventet resultaterne af en undersøgelse, der nu er offentliggjort. Den indgik i drøftelserne på dagens møde. Det drejer sig om et projekt gennemført i samarbejde mellem KAD og Arbejdsmedicinsk Klinik i Århus: "Arbejdsmiljø og helbred hos rengøringsassistenter i Århus Amt - en undersøgelse af sammenhænge mellem øvre bevægeapparatsymptomer og sygdomme ved professionelt rengøringsarbejde".
- Jeg er glad for at der på mange områder er sammenfald mellem undersøgelsen og de lempelser, vi allerede har besluttet, der skal gælde i den nye erhvervssygdomsfortegnelse fra 1. januar 2005, slutter Anne Lind Madsen.
Arbejdsskadestyrelsen har etableret et samarbejde med Dansk Arbejds- og Miljømedicinsk Selskab (DASAM), der har nedsat en videnskabelig komite, som vil sørge for, at der bliver lavet en litteraturgennemgang på de 4 udvalgte områder. Hvis dette medfører, at nye sygdomme eller påvirkninger kommer på fortegnelsen, vil sager om erhvervssygdomme, der er anmeldt den 1. januar 2005 og frem, kunne vurderes på ny på grundlag af den nye viden.
Den nye fortegnelse med tilhørende vejledning og eksempler er tilgængelig elektronisk her på hjemmesiden fra januar 2005.
Læs om den nye erhvervssygdomsfortegnelse i hovedpunkter
Yderligere oplysninger fås på Arbejdsskadestyrelsens pressetelefon 39 17 77 82.