Ingen forskel i indvandreres og etniske danskeres arbejdsskader
2. juni 2006
Temaet i Arbejdsskadestatistik 2005 handler om indvandrere og deres efterkommeres arbejdsskader. Analysens hovedresultat er, at indvandrere og deres efterkommere får stort set de samme typer arbejdsskader som etniske danskere.
De fleste indvandrere, der kommer til skade på arbejdspladsen, er ansat i fremstillingsindustrien.
Indvandrere har typisk mere fysisk betonet arbejde end etniske danskere. Det er med til at forklare de mindre forskelle, der er mellem arbejdsskaderne.
Udviklingen i mængden af arbejdsskadesager
Arbejdsskadestyrelsen har modtaget flere anmeldelser af erhvervssygdomme i 2005 sammenholdt med året før. I 2004 var tallet knap 14.000 erhvervssygdomme mod næsten 17.000 anmeldelser i 2005. Ligesom året før ses en stor stigning i antallet af anmeldte psykiske sygdomme eller gener. Men der er også tale om stigninger inden for de fleste andre sygdomskategorier.
Ser man på antallet af anmeldte arbejdsulykker, så har det holdt sig stabilt på omkring 20.000 per år inden for de seneste 7 år.
Denne side er senest ændret den 07. september 2010