Erhvervssygdomme opgjort på diagnose 2003 - 2007
Generelle bemærkninger
Denne statistik indeholder tabeller, der beskriver udviklingen fra 2003 til 2007 i oprettede, afviste og anerkendte erhvervssygdomme.
Desuden beskrives erhvervssygdomssager, hvori der er tilkendt godtgørelse for varigt mén og/eller erstatning for tab af erhvervsevne.
Ved udgangen af 2004, altså midt i perioden beskrevet her i statistikken, blev en ny fortegnelse over erhvervssygdomme præsenteret som en følge af arbejdsskadereformen.
Fortegnelsen gælder for sygdomme anmeldt efter 1. januar 2005. Det betyder, at der nu er to forskellige gældende fortegnelser over erhvervssygdomme.
Den ene fortegnelse bruges til at vurdere sygdomme, som er anmeldt fra 1. januar 2005 efter den nye arbejdsskadesikringslov.
Den anden fortegnelse bruges til at vurdere sygdomme, der er anmeldt før 2005 og derfor hører under den tidligere arbejdsskadelovgivning.
Den nye fortegnelse for sygdomme anmeldt fra 2005 er et resultat af arbejdsskadereformen, der introducerede et nyt, lempet og fremadrettet erhvervssygdomsbegreb.
Under arbejdet med den nye fortegnelse blev det samtidig klart, at der ud fra den nyeste medicinske viden også var behov for at justere den fortegnelse, der fortsat gælder for sygdomme anmeldt før 2005.
Det har ført til, at posttraumatisk belastningsreaktion, slidgigt i knæled, biceps-tendinit og pleurale plaques blev optaget på den gamle fortegnelse med stort set de samme krav som på den nye fortegnelse. Udover det blev ændringer på kræftområdet også indført på den gamle fortegnelse.
I 2007 blev det aftalt mellem Arbejdsskadestyrelsen og Sundhedsstyrelsen, at alle tilfælde om mesotheliom og kræft i næse- og bihuler bliver sendt til Arbejdsskadestyrelsen. Derfor ser vi en stor stigning i antallet af anmeldelser i disse kræfttyper.
For en gennemgang af ændringer på erhvervssygdomsfortegnelsen se redegørelse om Erhvervssygdomsudvalgets arbejde.
Ønskes yderligere oplysninger om arbejdsskadeområdet som helhed henvises til styrelsens hjemmeside www.ask.dk.
Her findes også andre statistiske udgivelser fra Arbejdsskadestyrelsen.
De 4 hovedtabeller
Tabel 1 viser antallet af erhvervssygdomme oprettet i Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandlingssystem i perioden 2003-2007.
Erhvervssygdomme er opgjort efter anmeldediagnosen og året for oprettelsen. Desuden er der en opgørelse for kvinder og en for mænd.
Til anmeldediagnosen skal det bemærkes, at den bliver oplyst i selve anmeldelsen, hvorimod slutdiagnosen fastsættes efter, at Arbejdsskadestyrelsen har indhentet lægelige oplysninger i sagen. Opgørelsen på slutdiagnoser er derfor mere detaljeret end opgørelsen på anmeldediagnoser.
Tabel 2 indeholder samme materiale som tabel 1, men opgjort efter hvilken afgørelse der er truffet i sagen.
Generelt skal bemærkes, at der i forbindelse med anerkendelse eller afvisning af erhvervssygdomme på eller uden for Erhvervssygdomsfortegnelsen er en vis sagsbehandlingstid. Der er således et større antal sager, som er oprettet i 2006 og 2007, der fortsat er under behandling.
Tabel 3 viser antallet af erhvervssygdomme, som er anerkendt i perioden 2003-2007 fordelt efter sagens slutdiagnose.
Tabellen adskiller sig fra de to første tabeller ved, for det første at fokusere på slutdiagnosen og for det andet at være opgjort på år for anerkendelse og ikke år for oprettelse. En anerkendt sag kan have flere forskellige udfald: være henlagt, være under behandling, være anerkendt uden hverken erstatning eller godtgørelse eller endelig være anerkendt med erstatning og/eller godtgørelse.
I tabel 3 vises også en opgørelse på køn, men fordelt på færre diagnosegrupper for at sikre et tilstrækkeligt talgrundlag.
Tabel 4 viser antallet af sager om erhvervssygdomme med tilkendt godtgørelse for varigt mén og/eller erstatning for tab af erhvervsevne.
Sagerne er opgjort efter den slutdiagnose, de er anerkendt med. Samtidig er de opgjort efter året for tilkendelse af erstatning eller godtgørelse. Tabel 4 opgøres også på køn og diagnosegrupper.
Denne side er senest ændret den 05. august 2008