Sådan behandler vi sagerne fra Grindsted
Alle arbejdsskadesager fra Grindstedværket bliver behandlet af et særligt nedsat team af specialkonsulenter.
Ved at samle sagerne i ét team sikrer styrelsen en ensartet behandling af sagerne, fordi sagsbehandlerne dels har samme grundviden om Grindstedsagen og kviksølvpåvirkning, dels kan sparre med hinanden i vurderingen af sagerne.
Alle sager bliver typisk oplyst med en lægeerklæring fra en arbejdsmedicinsk klinisk.
Hvis undersøgelserne fra den arbejdsmedicinske klinik peger på, at der kan være en sammenhæng mellem den tilskadekomnes sygdom og en kviksølvpåvirkning, bliver vedkommende sendt videre til undersøgelse hos for eksempel neurolog eller dermatolog.
Derudover indhenter sagsbehandlerne oplysninger fra Danisco og Arbejdstilsynet. Det kan for eksempel være målinger af blod og urin, der blev lavet i den periode, hvor den tilskadekomne arbejdede på Grindstedværket.
Endelig bruger vi også journaler fra den praktiserende læge eller hospitaler og oplysninger fra bedriftssundhedstjenesten til at oplyse sagerne med.
En afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen kan altid ankes.
Ofte får vi i anker tilsendt flere oplysninger, og på baggrund af dem overvejer vi i første omgang, om der er grund til, at vi genvurderer sagen i stedet for at sende den direkte til Ankestyrelsen.
Hvis vi fastholder vores afgørelse, sender vi sagen videre til Ankestyrelsen, der vurderer sagen som anden instans.
Denne side er senest ændret den 02. juli 2009