Arbejdsskadestyrelsen beder Kammeradvokaten fortolke Højesterets dom
15. februar 2006
Der er opstået tvivl om fortolkningen af Højesterets dom om arbejdsskadeerstatning til personer under revalidering. Derfor vil Arbejdsskadestyrelsen bede Kammeradvokaten om at fortolke dommen i et responsum.
Den 10. februar 2006 skrev Arbejdsskadestyrelsen på sin hjemmeside, at Højesterets dom af 9. februar 2006 kun får betydning for personer, som 10. januar 2002 var på revalidering og modtog en løbende arbejdsskadeerstatning. Der er fra forskellig side blevet stillet spørgsmålstegn ved denne fortolkning af dommen. Og der er rejst kritik af, at vores fortolkning afskærer for mange personer i at få genoptaget deres sag.
Arbejdsskadestyrelsens vicedirektør, Carl Georg Röser, siger:
- Vi har fortolket dommen efter bedste overbevisning og har ingen interesser i at begrænse antallet af personer, der kan få deres sag genoptaget. Det er jo forsikringsselskaberne og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, der kommer til at mærke de økonomiske konsekvenser af dommen - ikke os. Vi er udelukkende interesserede i at følge Højesterets dom og arbejde ud fra et korrekt juridisk grundlag.
På nuværende tidspunkt har vi fundet cirka 200 sager, som vi vil gennemgå med henblik på, om vi skal genoptage dem. Hvis responsummet fra Kammeradvokaten giver anledning til at udvide antallet af personer, som kan få genoptaget deres sager, vil vi forsøge at finde de yderligere personer i vores sagsbehandlingssystem.
Arbejdsskadestyrelsen arbejder videre med at finde de relevante sager i vores sagsbehandlingssystem. Men vi opfordrer også alle, der mener, at de har krav på yderligere erstatning som følge af denne højesteretsdom, til at henvende sig til os.
Vi vil kontakte de personer, hvis sager vi genoptager.
Denne side er senest ændret den 12. november 2009