Information om godtgørelse for varigt mén
7. udgave - 2009
Godtgørelse for varigt mén
Godtgørelse for varigt mén får du på grund af de gener, som arbejdsskaden har medført i hverdagen.
Godtgørelse for varigt mén bliver altid udbetalt som et engangsbeløb, og du skal ikke betale skat af beløbet.
Ménets størrelse
Ménets størrelse bliver fastsat i procent og kaldes ménprocenten.
Arbejdsskadestyrelsen har udarbejdet en tabel – méntabellen – for de mest almindelige skader. Ménets størrelse bliver fastsat med udgangspunkt i méntabellen. Mentabellen kan du hente på vores hjemmeside eller købe ved henvendelse til vores Servicecenter.
Den mindste ménprocent, der giver ret til godtgørelse, er 5 procent.
Eksempel: Tab af yderste led af pegefingeren fastsættes til 5 procent og giver ret til godtgørelse. Tab af yderste led af lillefingeren fastsættes til mindre end 5 procent og giver derfor ikke ret til godtgørelse.
Méntabellen kan fraviges i særlige situationer, når der er dokumentation for, at skaden har medført flere gener i hverdagen end normalt efter de pågældende skader.
Hvis arbejdsskaden har ramt et organ, der er to af – for eksempel øjne, lunger eller nyrer – kan der gives yderligere godtgørelse, hvis det raske organ senere bliver skadet. Det gælder også selvom den senere skade ikke er en arbejdsskade. Det er nødvendigt, at du kontakter os, hvis denne situation opstår.
Hvis du har en sygdom i forvejen, kan det betyde, at vi trækker fra i vurderingen af det varige mén.
Beregning af godtgørelse
Beregningen af godtgørelsen sker ud fra ménprocenten og et beløb for 100 procent varigt mén, der er fastsat i loven. Beløbet bliver reguleret hvert år.
Jo ældre du er, des kortere tid skal du leve med dit mén. Godtgørelsen bliver derfor sat ned med alderen.
Derimod har din løn ikke nogen betydning for godtgørelsen for varigt mén.
Hvis du er kommet til skade 1. juli 2002 eller senere, er beløbet for 100 procent mén 723.000 kroner (per 1. januar 2009).
Hvis du var fyldt 40 år, da skaden skete, bliver godtgørelsen sat ned med 1 procent for hvert år, du var mere end 39 år, da skaden skete.
Hvis du var fyldt 60 år, da skaden skete, bliver godtgørelsen sat ned med yderligere 1 procent for hvert år, du var mere end 59 år, da skaden skete.
Godtgørelsen kan dog højst blive sat ned med 40 procent på grund af din alder.
Eksempel: Godtgørelse for varigt mén på 5 procent beregnes som 5 procent af 723.000 kroner. Det giver 36.150 kroner.
Hvis du var 47 år, da skaden skete, nedsættes din godtgørelse med 47 - 39 = 8 procent. Det vil sige 8 procent af 36.150 kroner. Nedsættelsen svarer til 2.892 kroner. Du får derfor udbetalt 36.150 kroner - 2.892 kroner = 33.258 kroner i godtgørelse.
Hvis du var 62 år, da skaden skete, nedsættes din godtgørelse med (62 - 39) + (62 - 59) = 26 procent. Det vil sige 26 procent af 36.150 kroner. Nedsættelsen svarer til 9.399 kroner. Du får derfor udbetalt 36.150 kroner - 9.399 kroner = 26.751 kroner i godtgørelse.
Hvis du er kommet til skade før 1. juli 2002, er beløbet for 100 procent mén 526.000 kroner (per 1. januar 2009).
Hvis du var fyldt 60 år, da skaden skete, bliver godtgørelsen sat ned med 5 procent for hvert år, du var mere end 59 år, da skaden skete. Godtgørelsen kan dog højst blive sat ned med 50 procent på grund af din alder.
Hvis du er kommet til skade før 1. januar 1993 bliver der beregnet en erstatning for varigt mén, hvor din alder og køn også har betydning. Jo yngre du er, des længere skal du leve med dit mén. Derfor er erstatningen højere jo yngre du er, ligesom kvinder gennemsnitligt lever længere end mænd og derfor får en lidt højere erstatning end mænd på samme alder.
Klage og genoptagelse
Hvis du ikke er tilfreds med Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, kan du klage. Klagen skal du sende til Arbejdsskadestyrelsen. Med afgørelsen fra Arbejdsskadestyrelsen følger en klagevejledning.
Du har mulighed for at få genoptaget din sag, hvis der senere sker væsentlige ændringer af din situation.
Denne side er senest ændret den 23. marts 2009