Når skaden er sket 1. januar 2004 eller senere
Marts 2011
Når Arbejdsskadestyrelsen modtager en anmeldelse
Når vi modtager en anmeldelse om din skade eller sygdom, opretter vi en sag. Vi bruger dit personnummer som journalnummer. Er der flere skader eller sygdomme, opretter vi en sag for hvert tilfælde. Sagerne vil i nogle tilfælde blive behandlet samlet. Hvis du ikke ønsker din sag behandlet, bedes du oplyse os om dette inden 7 dage. Du kan dog til enhver tid bede os standse behandlingen.
Loven har to skadebegreber
- ulykker: En hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage (eksempelvis fald fra stige eller flyttearbejde for en kontorfunktionær)
- erhvervssygdomme: Påvirkninger over længere tid (eksempelvis tungt løftearbejde eller udsættelse for stoffer, der giver allergi)
Vi indhenter oplysninger
Til at vurdere en sag har vi i nogle tilfælde brug for oplysninger ud over dem, der er i anmeldelsen. Det kan være fra dig, din arbejdsgiver, lægen eller kommunen.
Når vi behandler sager om ulykker, er det ofte ekstra oplysninger om selve hændelsen. I sager om erhvervssygdomme er det ofte oplysninger om selve sygdommen.
Når vi har tilstrækkelig oplysninger, kan vi vurdere, om skaden kan anerkendes som en arbejdsskade, og om du eventuelt har ret til erstatning efter loven.
Vores forventninger til dig
Når vi beder dig om at svare på spørgsmål til brug for sagsbehandlingen, forventer vi, at du svarer på alle spørgsmålene. Vi er dog opmærksomme på, at der kan være spørgsmål, som du ikke kan eller ikke ønsker at svare på. I de tilfælde skal du blot springe spørgsmålet over. Hvis du ikke svarer på vores spørgsmål eller på vores rykkere, træffer vi en afgørelse på baggrund af de oplysninger, som vi har modtaget.
Vores lægekonsulenters opgave
De lægelige oplysninger får vi som regel fra en speciallæge. Speciallægen kan og skal ikke tage stilling til, om sygdommen kan anerkendes, men giver os oplysninger om din sygdom og gener. De oplysninger bruger vi så i vores juridiske vurdering, sammen med andre oplysninger. Det kan derfor ske, at vores afgørelse ikke følger lægens vurdering, fordi andre oplysninger vejer tungere ifølge loven.
Vi har i Arbejdsskadestyrelsen en række lægekonsulenter inden for forskellige specialer.
De skal, på baggrund af de lægelige oplysninger, give en udtalelse til brug for sagsbehandlingen.
Det er Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandlere, der i samarbejde med lægekonsulenten afgør, om sygdommen skal anerkendes som en arbejdsskade eller ej.
Vi sender dig gerne lægekonsulentens udtalelse i din sag. Men du kan først få den, efter vi har truffet den afgørelse, som udtalelsen drejer sig om.
Lovens ydelser
- godtgørelse for varigt mén (gener i dagligdagen)
- erstatning for tab af erhvervsevne (evnen til at skaffe sig indtægt ved arbejde)
- betaling af briller, proteser eller andre hjælpemidler
- betaling af visse former for helbredende sygebehandling, medicin og genoptræning
- betaling af rimelige transportudgifter med videre i forbindelse med behandling eller undersøgelser
- erstatning for fremtidige udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler
- overgangsbeløb ved dødsfald
- erstatning for tab af forsørger
- godtgørelse til efterladte (hvis en anden person er skyld i dødsfaldet og du stod afdøde nær)
Erstatningerne bliver nedsat, hvis ménet eller tabet af erhvervsevne ikke udelukkende skyldes ulykken.
Dækning af udgifter i forbindelse med sagen
Hvis du på grund af skaden eller sygdommen får udgifter, for eksempel til fysioterapeut, medicin eller transport, skal du sende regningerne til din arbejdsgivers forsikringsselskab. Forsikringsselskabet skal i første omgang vurdere, om udgiften kan dækkes.
Du skal være opmærksom på, at ikke alle slags udgifter kan dækkes. Du kan eventuelt bede om et forhåndstilsagn fra forsikringsselskabet. Hvis Du får dækket nogle af udgifterne af Sygeforsikringen Danmark, skal du oplyse dette.
Du kan ikke få:
- erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
- erstatning for svie og smerte
- godtgørelse for tort (ved krænkelse af frihed, fred ære eller person)
- erstatning for ødelagte ting, eksempelvis tøj
- dækning af udgifter til advokat eller bistand fra foreninger
Hvordan vi træffer afgørelse
1) Hvis din skade eller sygdom ikke er en arbejdsskade, får du en afgørelse om, at skaden ikke kan anerkendes.
2) Hvis din skade eller sygdom er en arbejdsskade, får du normalt ét brev, der indeholder
- afgørelse om, at skaden er anerkendt
- en eller flere afgørelser om godtgørelse og erstatning
Det kan være nødvendigt at indhente yderligere oplysninger for at vurdere skadens følger. Er det tilfældet, vil du blive orienteret om, at vi begynder at oplyse sagen for at fastsætte din eventuelle godtgørelse og erstatning. Du kan da normalt gå ud fra, at skaden vil blive anerkendt.
Aktindsigt
Du kan få kopi af alle de akter, vi har i sagen. Undervejs vil du løbende få kopi af de breve, vi sender i sagen. På den måde kan du holde dig orienteret om, hvad der sker og hvilke oplysninger, vi er i gang med at indhente.
Løbende partshøring
Arbejdsskadestyrelsen partshører dig løbende. Det vil sige, at vi løbende sender de væsentlige akter, vi indhenter og modtager under sagens behandling til dig.
Det giver dig mulighed for at kommentere akterne. Når vi sender akterne, vil vi vedlægge et brev, hvor det fremgår, at du har en frist på 14 dage til at komme med eventuelle bemærkninger.
Du har også mulighed for at følge med i din arbejdsskadesag via den elektroniske aktindsigt Se Sag.
Dine rettigheder efter persondataloven
Efter persondataloven har du ret til:
- at få orientering om, hvad det er for oplysninger vi indhenter
- at få indsigt i de oplysninger som indgår i vores sagsbehandlingssystem
- at gøre indsigelse mod, at oplysninger indgår i vores sagsbehandlingssystem
- at kræve, at oplysninger, der er urigtige, vildledende eller i strid med loven bliver berigtiget eller blokeret i vores sagsbehandlingssystem
Adgang til blokering
Du kan bede om, at få blokeret urigtige, vildledende og lovstridige oplysninger, der er i din sag, så de ikke kan bruges i sagsbehandlingen eller gives videre til andre. Du skal dog være opmærksom på, at der er oplysninger, som vi er nødt til at have for at kunne behandle og træffe afgørelse i din sag.
Du kan lade dig repræsentere af andre
Du kan give fuldmagt til en, der skal repræsentere dig. Du kan også lade en anden bistå dig i sagen. Hvis du ønsker dette, skal du meddele det skriftligt. Du bestemmer selv, hvilke rettigheder du ønsker at give fuldmagt til. Hvis du overlader alle rettigheder til en anden, eksempelvis din fagforening, er det fagforeningen, vi skriver til. Du kan helt eller delvis give en anden fuldmagt til at:
- få aktindsigt
- modtage partshøring
- kommentere sagen inden den afgøres
- anmode om, at sagen udsættes for at der kan afgives kommentarer
- få underretning om afgørelser i sagen
- søge sagen genoptaget
- klage over en eller flere afgørelser til Ankestyrelsen
Hvis du ikke er tilfreds med vores afgørelse
Hvis du mener, at vores afgørelse er forkert, kan du klage til Ankestyrelsen. I nogle tilfælde vil vi genvurdere sagen uden at sende den videre til Ankestyrelsen. Ved en eventuel genvurdering er der selvfølgelig også mulighed for at klage over den nye afgørelse.
Sammen med vores afgørelse vil du modtage en klagevejledning, der fortæller, hvordan du skal klage, og hvad klagefristen er.
Hvis der senere sker ændringer
Hvis der efter vores afgørelse sker væsentlige ændringer i din helbredssituation eller din erhvervsmæssige situation, kan vi genoptage din sag, hvis du beder om det.
Vi vil ved genoptagelsen tage stilling til, om forværringen skyldes arbejdsskaden. I vores afgørelser vil der være oplysninger om fristerne for genoptagelse.
Din sag behandles af et team
I Arbejdsskadestyrelsen er vi organiseret i team. Hvert team behandler sagerne fra en bestemt del af landet. På den måde sikrer vi en god kontakt til lokale kommuner, fagforeninger, læger, virksomheder med flere. Teamorganiseringen betyder også, at der er flere medarbejdere, der kender de enkelte sager. Det giver en effektiv sagsbehandling og betyder, at der er flere, der kan svare på dine spørgsmål.
Kontaktoplysninger
Vores telefonnummer er 72 20 60 00. Vores fax-nummer er 72 20 60 20. Du kan også maile til os på ask@ask.dk
Du kan altid ringe til os inden for vores telefontid og spørge til din sag. Hvis du har nogle uddybende spørgsmål, som vi ikke umiddelbart har mulighed for at svare på, vil vi tilbyde dig, at en sagsbehandler ringer dig op i løbet af højst 24 timer.
Flere oplysninger og åbningstider
Du kan finde flere oplysninger her på hjemmesiden, hvor du også kan se vores åbningstider.
Denne side er senest ændret den 14. marts 2011