Vejledning om anerkendelse af skader ved håndsrækninger

4. november 2003


Indledning

1.1. Vejledningen

Denne vejledning beskriver Arbejdsskadestyrelsens praksis for anerkendelse af skader, der opstår i forbindelse med udførelse af private tjenester - også kaldet ”håndsrækninger”.

Vejledningen er udarbejdet på baggrund af praksis hos Arbejdsskadestyrelsen, Ankestyrelsen og domstolene.

Vejledningen henvender sig først og fremmest til styrelsens egne sagsbehandlere. Den er imidlertid søgt udformet på en måde, så den også kan anvendes med udbytte af forsikrings­sel­skaber, advokater og andre med interesse for emnet.

Kapitel 2 beskriver betingelserne for, at en skade kan anerkendes som en håndsrækningsskade, herunder spørgsmålet om betydningen af personlige relationer mellem hjælperen og modtageren af hjælp. Kapitel 3 omhandler tilgrænsende områder.

1.2. Regler

Vejledningen er udarbejdet på et tidspunkt, hvor lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 om sikring mod følger af arbejdsskade er gældende. Da hovedloven for den gældende lovbekendtgørelse er fra 1992, vil der i det følgende, når der refereres til den aktuelt gældende lov, blive refereret til 1992-loven . Denne lov bliver den 1. januar 2004 afløst af lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring. Den nye lov vil i vejledningen blive omtalt som 2003-loven .

1.2.1. Personkredsen

Det følger af § 1 i 1992-loven, at enhver, der - med eller uden løn - antages til at udføre et stykke arbejde, er sikret mod følgerne af en arbejdsskade. Antagelsen kan være varig, midlertidig eller blot forbigående (§ 2 i 2003-loven).

Det fremgår endvidere af 1992-lovens § 5, stk. 1, at en arbejdsgiver har en sikringspligt over for sine ansatte (§ 48, stk. 1 i 2003-loven).   Det gælder dog i medfør af 1992-lovens § 5, stk. 6 ikke   for medhjælp under arbejde i privat husholdning eller under udførelse af privat tjeneste, når den samlede beskæftigelse ved dette arbejde ikke overstiger 400 timer i et kalenderår (§48, stk. 6 i 2003-loven).

For den tilskadekomne er det uden betydning, om arbejdet falder ind under stk. 1 eller 6. Personen er sikret, hvis betingelserne for anerkendelse af skaden i øvrigt er opfyldt.

Sondringen mellem, om arbejdsgiver er sikringspligtig eller   ikke, har alene betydning for, hvem der skal betale den eventuelle erstatning.

For den tilskadekomne er det derfor alene afgørende, om der foreligger en arbejdsskade og et antagelsesforhold, som er omfattet af loven.  

1.2.2. Skaden

For at skaden er omfattet af loven, skal den falde ind under de tilfælde, der er nævnt i 1992-lovens § 9 (2003-lovens § 5).

1.2.3. Arbejdet

Det er uden betydning, hvilket arbejde den tilskadekomne udfører for arbejdsgiveren.

1.2.4. Antagelsesforhold

Der er ingen retningslinier i 1992-loven for, hvad der forstås ved ”antages til arbejde” eller ”en arbejdsgivers tjeneste”. Tilsvarende er der ingen retningslinier for, hvad der forstås ved ordene ”udføre arbejde for en arbejdsgiver” i 2003-loven. Det skal nævnes, at 2003-lovens personkreds er udvidet med selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, der vælger at benytte sig af den nye ret i 2003-loven til at sikre egen person.

Det er klart, at der foreligger et antagelsesforhold, når der foreligger en formel aftale mellem arbejdsgiveren og arbejderen om arbejdets udførelse.   Men der kan opstå tvivl i de tilfælde, hvor der ikke foreligger en direkte aftale om arbejdets udførelse, men hvor situationen er den, at en person har brug for en håndsrækning og får den.

Et antagelsesforhold forudsætter, at der foreligger en form for en opfordring eller en aftale mellem den, der udfører, og den, der får udført arbejdet. Et antagelsesforhold indebærer normalt også, at den, der får udført arbejdet, er den, der tilrettelægger/instruerer arbejdet.

Der kan være situationer, hvor det kan være vanskeligt at udskille tilfælde, hvor der er tale om antagelsesforhold, der er omfattet af loven, fra situationer, hvor der ikke foreligger antagelsesforhold, men private tjenester, som falder uden for lovens område.

Afgrænsningsproblemerne viser sig typisk i situationer, hvor den tilskadekomne er et familiemedlem, en ven eller en nabo, der yder en indsats ved at give en hjælpende hånd.

Det er overladt til administrationen gennem praksis at fastlægge nogle retningslinier for, hvornår der foreligger antagelsesforhold, der er omfattet af loven.

---------

Denne vejledning omhandler alene den medhjælp, der gives under udførelse af   privat tjeneste, som nævnt i 1993-lovens § 5, stk. 6 (2003-lovens § 48, stk. 6.), hvor der ikke er sikringspligt.

Håndsrækninger kan også forekomme i tilfælde, hvor den, der får en håndsrækning, har tegnet en arbejdsskadeforsikring. Se afsnit 2.3.

2. Forhold af betydning for, om en håndsrækningsskade kan anerkendes

For at en håndsrækning kan anses for at være arbejde i lovens forstand skal indsatsen overordnet set udføres for en anden person. Der skal være tilvejebragt en relation mellem de to parter, som kan karakteriseres som et antagelsesforhold.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt tilskadekomne er antaget til arbejde, vil vi undersøge det.

Hvis sagen tyder på, at der kan være tale om hjælp fra en selvstændig, som led i dennes selvstændige virksomhed, skal der tilvejebringes oplysninger, der belyser betydningen af, at han er selvstændig. Se afsnit 3.1.

2.1. Kriterier, der indgår i vurderingen

Det er ikke muligt at give klare og enkle regler for, hvornår en person, der yder en håndsrækning, er omfattet af lovens personkreds.

Følgende afvejning må foretages:

Har den ydede hjælp været så omfattende eller væsentlig for udførelsen af opgaven, at hjælpen bør ligestilles med arbejde i et ansættelsesfor­hold?

I praksis indgår flere elementer i denne afvejning. Disse ele­menter, som uddybes nedenfor, er ikke hver for sig lige afgørende, men kan indgå med skiftende vægt, afhængig af de konkrete situationer.

Følgende forhold er relevante for at kunne vurdere, om der foreligger et antagelsesforhold og dermed en situation, som vil kunne føre til anerkendelse:

2.1.1. Aftale eller opfordring

Det er vigtigt at afklare, om modtageren af hjælpen har bedt om hjælp (opfordring), eller om hjælpen er kommet i stand på hjælperens eget initiativ.

Eksempel 1: For at glæde sin svoger, som var bortrejst, slog tilskadekomne dennes græsplæ­ne. Hjælpen var ikke aftalt. Sagen blev afvist.

En aftale om eller opfordring til at hjælpe vil normalt tale for et antagelsesforhold.

En udtrykkelig aftale mellem parter­ne eller en opfordring til hjælp vil imidlertid, som det vil fremgå af det følgende, ikke i alle tilfælde være en betingelse.

Eksempel 2: En svigersøn hjalp svigerfar med at flytte en fr­y­ser på 320 liter. Den tilskadekomne var ikke kommet til stede for at hjælpe, men var blevet opfordret til at hjælpe. Hjælpen skulle vare kort tid, cirka 15 minutter. Sagen blev anerkendt, dels fordi den tilskadekomne var blevet opfor­dret til at hjælpe, dels på grund af fry­serens størrel­se og dermed opgavens omfang.

Det kan bero på tilfældigheder, hvem af sagens parter der tager initiativet til, at hjælpen ydes.

Det kan i den konkrete situation være tydeligt, at der er behov for hjælp, men at den, som har behovet, har svært ved at bede om den.

En afvisende holdning i relation til at modtage hjælp kan være begrundet i en frygt for at 'blive hængt op' på sagen.

En stiltiende accept fra modtageren af hjælpen kan efter omstændighederne sidestilles med en aftale. Det kan være i en situation, hvor der er et åbenlyst behov for akut hjælp eller for hjælp til en opgave af større om­fang end umiddelbart forventet.

Omvendt kan der være tilfælde, hvor en stil­tiende accept kan være udtryk for høflig­hed over for eller omsorg for den, der vil hjælpe. Her vil der ikke at være tale om en reel inter­esse fra modtagerens side i at få hjælp og dermed ingen stiltiende accept.

Eksempel 3: Den tilskadekomne besøgte en bekendt, som var i færd med at lægge tag på sin carport. Gæsten   stod på en stige for at give råd og vejledning, da stigen pludselig skred, hvorved han faldt 1½ meter ned og kom til skade. Han ydede ingen fysisk hjælp med tagpålæggelsen og var heller ikke blevet opfordret hertil. Carportejeren havde ingen planer om at engagere andre til at hjælpe med at lægge taget på. Sagen blev afvist som arbejdsskade med henvisning til, dels at han ikke var blevet opfordret til at hjælpe, og dels til, at den hjælp han ydede, måtte betragtes som sædvanlig for en gæst.

En direkte anmodning om hjælp er omvendt ikke altid til­stræk­kelig til, at hjælpen kan anerkendes som et antagelsesforhold. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis hjælpen ikke er nødvendig (se afsnit 2.1.3.).

Eksempel 4: En mand fik besøg af sin sviger­far. De be­sluttede at beskære et buskads ved hjælp af en motorsav og en grensaks, som svigerfa­deren havde med. Da svigerfa­deren ville save en gren af et træ, faldt han ned fra en stige i 4 meters højde og blev dræbt. I sagen blev det præci­seret af sviger­sønnen, at der på intet tids­punkt havde været tale om at afsave grenen, men alene at beskære et bu­skads. Landsretten afviste at anerkende sagen med den begrun­delse, "at det udførte arbej­de er sket uden direkte eller stilti­ende aftale, samt [at] arbejdets art og omfang klart ikke er ud over sæd­vanlig hjælp i fami­li­e" (se også afsnit 2.2.1. Familie).

Hvis hjælperen er kommet til stede for at hjælpe, peger det i retning af, at der foreligger en aftale mellem hjælper og modtager, og at modtageren har behov for hjælp. Dette vil som udgangspunkt tale for et antagelsesforhold.

Eksempel 5: En mand bad sin nabo, som kom til skade, om at komme og hjælpe med at fælde 3 store træer. Hjælpen var nød­ven­dig og skulle vare "nogle timer". Sagen blev anerkendt.

Selv om der ikke forligger en forhåndsaftale om assistance, kan en aftale om en håndsrækning, der træffes på stedet, føre til et antagelsesforhold.

Eksempel 6: En person   kom til skade, da han under et besøg hos nogle venner selv tilbød at hjælpe dem med at pille tagplader af deres udhus. Vennen modtog intet vederlag. Skaden blev anerkendt.

Hjælpens varighed eller nødvendigheden af hjælpen kan tale for et antagelsesforhold, selv om hjæl­peren var til stede i anden anledning, for eksempel sel­skabe­ligt samvær.

Eksempel 7: Den tilskadekomne var på besøg hos sin ven, som bad ham holde en blok, som vennen save­de over med en vinkel­sliber. Hjæl­pen blev af parterne be­tragtet som nød­vendig og skulle vare 10-15 minutter. Sagen blev anerkendt.

Omvendt kan det forhold, at hjælpen var kortvarig og ydet uden opfordring, tillægges så stor (negativ) be­tydning, at sagen afvises, selv om hjælperen var kommet til stede for at hjælpe.

Eksempel 8: En mand var på eget initiativ kommet til stede for at lukke en vens he­ste ind i stal­den og fodre dem. Han var ikke blevet opfor­dret til det. Hjælpen varede ½ time. Sagen blev afvist.

En hjælp, som er ydet på hjælperens eget initiativ og ikke er nødvendig, kan ikke føre til et antagelsesforhold. Det er tilfældet, selv om hjælpen er langvarig.

Eksempel 9: Den tilskadekomne hjalp uopfordret sin 72-årige na­bo med at male en gavl. Han var kommet til stede for at hjæl­pe, men hjælpen var ikke nødvendig. Hjælpen havde varet cirka 4 timer, da skaden skete. Sagen blev afvist.

Som nævnt er det er ikke en nødvendig betingelse for et antagelsesforhold, at hjælperen er kommet til stede for at hjælpe. I familie­for­hold kan det dog være en in­dikation af, at det ligger ud over alminde­lig, sæd­vanlig hjælp inden for familien. Se under afsnit 2.2.1.

2.1.2. Blev indsatsen ydet alene i modtagerens interesse?

Som hovedregel er det en betingelse for aner­kendelse, at hjælpen alene ydes til fordel for modta­geren af hjælpen.

Der lægges vægt på, hvem der har den umiddelbare nytte af arbejdet. Det vil ikke være af­gørende, at hjælperen har en afledet interesse - for eksempel forventning om gengæld ved en given lejlig­hed eller for­friskninger under arbej­det.

Hvis der er ligeværdige interesser i arbejdets udførelse, vil hjælpen typisk ikke have en karakter, der gør, at den kan ligestilles med arbejde i et sædvanligt ansættelsesforhold.

Eksempel 10: Faderen kom til skade, da han arbejdede med brænde, som han delte lige med sønnen. Sønnen tilrettelagde heller ikke det arbejde, som faderen udførte. Sagen blev derfor afvist. (SM-U-9-03)

I praksis afvises mange sager, selv om hjæl­pen alene gives i modtagerens interesse. Det viser, at det ikke er nok at se på, i hvis interesse hjælpen bliver ydet.

Eksempel 11: En søn, der boede hos sine for­ældre, hjalp dem med at re­parere en lampe i entréen. Han var ble­vet op­for­dret til at hjælpe, men arbejdet var også i egen inter­esse, da han selv boede i ejen­dommen. Sagen blev afvist.

Eksempel 12: Svigersøn­nen hjalp med træfældning og skulle have det fældede træ som en slags be­taling. Sagen blev afvist med den begrundel­se, at han ikke erstat­tede fremmed hjælp, og at arbejdet var i egen interesse. Hjælpen forventedes at vare 2 timer.

Eksempel 13: En søn hjalp sin far med at flække brænde. Sønnen skulle have fem rummeter brænde i vederlag. Der var intet op­lyst om den totale mængde brænde, der skul­le hugges, men hjælpen forventedes at vare 2-3 dage. Sagen blev afvist, fordi sønnen ikke er­stattede fremmed hjælp og arbejdet var i egen interesse.

2.1.3. Var hjælpen nødvendig?

Det taler for et antagelsesforhold, at modtageren af hjælpen ud fra en objektiv be­tragtning ikke kunne have klaret sig uden hjælpen.

I vurderingen indgår opgavens art og spørgsmålet om, om modta­geren ellers måtte have haft 'fremmed hjælp' til arbejdet. Ved 'fremmed hjælp' forstås som udgangspunkt hjælp ydet af en person uden for husst­anden. Den tilskadekomne kan ikke siges at erstatte "fremmed" hjælp, hvis ar­bejdsgiver selv eller en, der står arbejdsgiver nær, ellers skulle have udført arbej­det.

Det kan indgå i vurderingen, om hjælperen og modtageren af hjælpen mener, at arbejdet nødven­digt, men dette er ikke afgørende.

Se også eksempel 8.

Eksempel 14: En ven holdt motorhjelmen under repara­tion af kabel i for­bindelse med start af traktor. Hjæl­pen for­ventedes at vare 1 time. Sagen blev afvist   under henvisning til, at den hjælp, som blev ydet, ikke erstattede anden fremmed medhjælp. Man lagde desuden vægt på, at hjælpen efter sin art ikke var usædvanlig under et besøg.

Eksempel 15: En landmand bad sin nabo hjælpe med til at fjerne en træstub. Landmanden placerede en traktorarm ved stubben, hvorefter naboen monterede en trækkæde om træstubben. Naboen snublede. Landmanden misforstod bevægelserne og lukkede hydraulisk kæden, hvorved naboens hånd blev klemt. Sagen blev anerkendt, dels fordi naboen var blevet opfordret til at yde en håndsrækning og dels fordi landmanden ikke kunne klare opgaven uden hjælp.

Eksempel 16: En enlig nabo, som ofte kom på besøg og fik forplejning, kom til skade, da han uden opfordring hjalp til med at lægge grus ud. Sagen blev afvist, dels   fordi fremmed hjælp ikke ville have været brugt, dels fordi der ikke forelå nogen opfordring til at hjælpe, og endelig fordi   der ikke var behov for hjælp.

Eksempel 17: En villaejer bad under et weekendop­hold sin ven om at grave ud til dr­æn­rør om­kr­ing vi­lla­en. Det blev op­ly­st, at ar­be­j­det sk­ul­le ha­ve varet 4-5 ti­me­r, og at villaejeren ikke selv ville kunne ha­ve ud­fø­rt ar­be­j­d­et. Sagen blev anerkendt.

2.1.3.1.   Hjælpens varighed

Selv om også ganske kortvarige håndsrækninger kan blive aner­kendt, har tidsfaktoren en væsentlig betydning for spørgsmålet om anerkendel­se. Jo længere tid hjælpen varer, jo mere vil det ligne arbejdet i et sædvan­ligt ansættelses­for­hold.

Det afgørende er, hvor længe arbejdet på forhånd forvente­des at vare. Derimod er det uden betydning, hvor længe hjælpen faktisk havde varet, da ulykken indtraf.

Tidsfaktoren har således stor betydning for spørgsmålet om anerkendelse. Men en kortvarig hjælp kan dog, hvis andre omstæn­dig­heder taler for anerkendelse, medføre et antagelsesforhold. Forhold som at hjælpen har været stærkt påkræ­vet kan begrunde, at selv en kortvarig hjælp anses som et antagelsesforhold. Omvendt vil en læn­gere­varende hjælp blive afvist, hvis hjælpen ikke har været nødvendig.

Eksempel 18: Den ene nabo var ikke hjemme. Den anden nabo skulle derfor under dennes fravær lukke får ud fra et fårehus. Dette tog kun et øjeblik. Sagen blev anerkendt med den begrundelse, at der var tale om en arbejdsmæssig indsats, at der var brug for hjælpen, og at hjælperen var blevet opfordret til at hjælpe.

Se også eksempel 7 – 9.

2.1.4. Vederlag

I de fleste håndsrækningssituationer gives der ikke vederlag.

Ydes der et stykke arbejde, som ud fra de kriterier, der er behandlet ovenfor, medfører et antagelsesforhold, er det som udgangspunkt uden be­tydning, om der gives mad og drikke eller forfriskninger under arbejdet.

2.1.4.1. Penge

Det er ikke nogen betingel­se for at anse forholdet som et antagelsesforhold, at der ydes vederlag. Men ydes der et egentligt vederlag i form af penge eller lignen­de, peger det i retning af et ansættelsesforhold.

Et vederlag kan også være en indika­tion af, at hjælperen har en sådan selvstændig stil­ling, at han må betragtes som selv­stændig, se afsnit 3.1.

Eksempel 19: En mand, der skulle holde øje med sin vens hus under dennes ferie, kom til skade under græss­lå­ning. Han fik 50 kr. i timen. Sagen blev anerkendt.

2.1.4.2. Naturalier

Når vederlaget består af naturalier, som modtageren yder for arbejdet, opstår spørgsmålet, om hjælpen er i modta­gerens eller hjælperens interesse. Spørgsmålet opstår for eksempel i tilfælde, hvor hjælperen modtager vederlag i form af træ.

En håndsrækning i form af træfældning kan være for­bundet med, at hjælperen får brændet som vederlag. Hjæl­peren vil normalt ikke have den umiddel­bare interesse i træfæld­nin­gen, men kun en afledet inter­esse i form af vederlaget (brændestykkerne). Veder­laget som sådant er noget, der taler for at betragte hjæl­pen som et led i et arbejdsfor­hold, og taler dermed for et antagelsesforhold.

Er der derimod tale om brændekløvning, og er vederlaget brænde, vil den umiddelbare interesse i arbejdets udførelse være hjælperens. Der vil med andre ord være tale om, at hjæl­peren arbejder for sig selv, og sagen af­vises.

Se eksempel 13.

2.1.4.3. Familieforhold og vederlag

Det er sjældent, at der blandt familiemedlemmer ydes ve­derlag. Hvis det er tilfældet, peger det i retning af et regulært stykke arbejde. Hjælpen vil da ofte være ydet blandt ikke helt nærtstående familiemedlem­mer eller være særligt nød­ven­dig og læn­gerevarende. Det taler for, at et antagelsesforhold foreligger.

Ydelse af vederlag mellem familiemedlemmer må generelt betragtes som en vigtig in­dikation af, at der ikke er tale om sædvanlig hjælp blandt familiemedlemmer. Men også andre oplysninger om ek­sempelvis slægtskab og arbej­dets art må dog indgå i overvejelserne om antagelsesforhold.

Eksempel 20: Den tilskadekomne, som var modtagerens ku­si­nes mand, skulle efter opfor­dring og aftale rense tagren­der på en land­brugs­ejendom, fordi modtageren - alderen taget i betragtning - måtte have hjælp dertil. Den tilskadekomne faldt ned, fik kraniebrud og døde. Der var aftalt vederlag, men arten og stør­relsen var ikke oplyst. Sagen blev anerkendt.

Vederlag som lommepenge fra forældre til børn taler ikke for antagelsesforhold.

2.2. Betydningen af personlige relatio­ner

De personlige relationer mellem modtageren af hjælp og hjælperen har betydning for den vægt, man tillægger de forskellige elementer, der indgår i vurderingen af, om der foreligger et antagelsesforhold.

Generelt kan man sige, at jo tættere relationen er, jo større krav må man stille til hjælpens nødvendighed og til opgavens art og omfang for at kunne anse et antagelsesforhold for etableret.

2.2.1. Familie

Det kan være vanskeligt at fastlægge grænsen mellem den hjælp, der naturligt ydes inden for familien, og den hjælp, der har karakter af en ar­bejdsmæssig indsats, som erstatter anden arbejdskraft. Skader, der opstår i forbindelse med sædvanlig hjælp mellem familiemedlemmer, kan ikke medføre et antagelsesforhold.

De sædvanlige betingelser for anerkendelse af en hånds­rækning skal være til stede, også når hjælpen ydes mellem familiemedlemmer, men vurderingen af kriterier­ne skærpes, når modtager og hjælper er i familie med hinan­den.

'Sædvanlig hjælp' i familien vil typisk være hjælp mellem børn/sviger­børn på den ene side og forældre/svigerforældre på den anden eller hjælp mellem søskende. Hvis famili­erelatio­nen er fjer­nere, for eksempel fætter og kusine, onkel og nevø eller eventuelt disses ægtefæller, kan man ikke stille så store for­ventninger om hjælp. Det afspejler sig i en lempeligere vurdering ved fjernere familierelationer.

At hjælpen har været nødvendig er normalt   ikke udslagsgivende for at anerkende i familieforhold. Ved vur­deringen skal man tage i betragtning, at det er helt naturligt at hjælpe for eksempel ældre familie­med­lemmer, som ikke selv kan klare at udføre arbej­det. Det er den hjælp, "der ikke går ud over, hvad familie­medlemmer normalt yder hinanden". Der må derfor normalt indfortolkes en større grad af nødvendighed ved hjælp i familieforhold, således at hjælpen ville have krævet fremmed arbejdskraft, hvis hjælperen ikke havde bistået i ­kraft af familieforholdet.

I vurderingen af, om en håndsrækning i familieforhold kan anses for at medføre et antagelsesforhold, indgår, om hjælperen bor hjemme, eller om han for længst er flyttet hjemmefra og selv har familie. Der antages at være større egeninteresse i arbejdets udførelse, hvis den tilskadekomne fortsat er hjemmeboende.

Eksempel 21: En 14-årig dreng huggede brænde til fa­mili­ens egen br­æn­de­ovn i det fæ­l­les hjem og fik en tandskade. Sagen blev afvist med den begrundelse, at sø­n­nen ik­ke var an­ta­get til ar­be­jde i lo­ve­ns fo­r­st­a­nd.

Arbejdets art og omfang er de væsentligste elementer, når man skal trække grænsen mellem hjælp, som er almin­de­lig i fami­lier, og den hjælp, der sidestilles med et ar­bejdsfor­hold.

Varigheden af hjælpen fortæller noget om omfanget, men tidsfaktoren har ikke stor selvstændig be­tydning. Praksis viser, at man kan forvente ret meget tid af sin familie, uden at hjælpen vil blive anset for at have etableret et antagelsesforhold.

Visse former for arbejde hos nære familiemed­lemmer giver ikke grundlag for at anse et antagelsesforhold for etableret, selv om tilfældet i øvrigt opfylder alle de sæd­vanlige betingelser for aner­ken­delse. Som ek­sempler kan nævnes rensning af tagren­der, at slå græs og andet lettere have­arbejde, fældning af buske og mindre træer, smårepara­tioner og mindre istandsæt­telser af bolig, almindelig lejlighedsvis børnepasning og flytning af gen­stande under familiebesøg.

Eksempel 22: En far hjalp sin søn og svigerdatter med pas­ning af et barnebarn på fire år i cirka 3 timer. For­ældrene skulle til byen og kunne ikke have barnet med. Hvis bed­stefa­deren ikke havde hjulpet, havde det været nødven­digt med anden hjælp, eventuelt en barnepige eller det andet hold bedste­foræl­dre. Bedstefa­deren passede drengen cirka én gang hver 14. dag af samme varighed. Sagen blev   afvist med den begrun­delse, at børne­pas­ningen ikke gik ud over, hvad man kan forvente af familiemed­lemmer.

Eksempel 23: Den tilskadekomne skulle hjælpe sin søster med at hænge gardiner op, fordi søsteren selv blev svimmel ved at stå på en stige. En anden be­kendt skulle ellers have hjulpet. Den tilskadekomne hjalp sø­steren cirka et par gange eller tre om året, når gardi­nerne var blevet vasket. Herudover var det oplyst, at den tilskadekomne hjalp søsteren 2-3 timer ugentlig med ren­gøringsarbejde på grund af søsterens dårlige helbred. Sagen blev   afvist, idet den bi­stand til husligt arbejde, der blev ydet, ikke kunne antages at overstige, hvad der må anses for naturlig hjælp til fami­liemedlem­mer.

Forhold som at arbejdet forudsætter særlig fagkundskab eller lønnet medhjælp kan føre til anerkendelse, hvis indsatsen selv i familieforhold må anses for at ligge ud over, hvad der normalt vil kunne forventes af familiemedlemmer.

Eksempel 24: Et familiemedlem kom til skade, da han ved ledningsføring på loftet installerede 3 lamper. Han fik anerkendt sin skade under henvisning til, at der var tale om et reelt stykke arbejde, der lå ud over, hvad der normalt udføres af familiemedlemmer. Elarbejdet, der var aftalt og anslået til nogle timers varighed, skulle ellers have været udført af en elektriker.

Eksempel 25: En mor faldt over en kant i forbindelse med afhentning af frostvarer til sin datter, som havde begrænset førlighed. Skaden blev anerkendt med henvisning til, at der var tale om en arbejdsmæssig indsats, som datteren ellers skulle have en lønnet medhjælper til at udføre. Dertil kom, at det var en indsats, som udelukkende blev udført i datterens interesse.

Eksempel 26: En svigermor hjalp efter opfordring sin svigerdatter med oprydning efter køkkenombygning. Hjælpen skulle vare en hel dag. Hvis svigermoderen ikke havde hjulpet, skulle svigerdatteren selv have gjort rent, eventuelt med hjælp fra sin mand. Sagen blev afvist, idet der var tale om sædvanlig hjælp mellem familiemedlemmer (se også afsnit 2.2.1. Familie).

Se også eksempel 2 og 5.

Jo fjernere familieforholdet er, jo mindre vil man betragte en hjælpende hånd som en almindelig hjælp i familien. Et yngre fjernt famili­emedlems (eksempelvis kusines/fætters) tilskadekomst under pasning af børn kan efter omstændighederne udgøre et antagelsesforhold. En sådan hjælp vil ofte være timelønnet, og hjælpen vil ikke være så selvfølgelig, som hvis det var barnets bedsteforældre, onkler eller tanter, der havde ydet den.

2.2.1.1. Børnepasning

Det taler for anerkendelse, hvis et familiemedlem - nært eller fjernt - i en periode fast passer et barn hver dag i dagtimerne, fordi barnet for eksempel ikke kan få dagpleje‑ eller institutionsplads. Dette gælder også, hvis forældrene er bortrejst i længere tid og lader barnet passe imens, eller når der er tale om pasning af et sygt barn i en perio­de.

Ved vurderingen af, om hjælpen har været nødvendig eller ej, bør ikke kun oplysningerne om arbej­dets karakter overvejes. Også oplysninger om hjæl­pens omfang, nødvendigheden af arbejdsgivers ærinde, børne­nes alder og eventuelle sygdom samt familierelationen bør indgå i vurderingen.

2.2.1.2. Flytning

Familiemedlemmers hjælp til mindre flytninger betragtes som hovedregel som sædvanlig hjælp, og skader i den forbindelse kan derfor normalt ikke anerkendes.

Flytning af store tunge genstande eller hele bohaver vil imidlertid normalt kræve hjælp, og man skal ved vurderingen inddrage oplysninger om opgavens art og omfang, antallet og arten (familiemedlemmer/professionelle) af øvrige hjælpere og de forhold, flytningen i øvrigt er foregået under.

2.2.2. Venner og naboer

Blandt venner er det almindeligt at hjælpe hinanden i større eller mindre omfang. Arbejdets omfang og omstændig­hederne i øvrigt er afgørende for, om man kommer over den grænse, hvor man må sige, at der er tale om arbejde i lovens forstand.

Set i forhold til den hjælp, der ydes inden for familien, er det dog sådan, at der ikke skal helt så meget til, før den hjælp, der ydes en ven, kan anerkendes. Begrundelsen er, at famil­ie­båndet generelt set - især inden for familien forstået i snæver for­stand - er stærkere end forbindelsen blandt venner. Man kan derfor inden for familien i almin­delighed forvente større vilje til at yde hjælp.

Omvendt skal der mere til at anerkende håndsrækninger blandt venner end håndsrækninger blandt helt eller delvis fremmede.

Det peger i højere grad mod anerkendelse i naboforhold, hvis hjælpen er fagligt betonet, det vil sige repræsenterer en anvendelse af den tilskadekomnes særlige uddannelse og viden, for eksempel bilreparation eller sommerhusbyggeri. Dette vil typisk være et indicium for, at hjælpen ellers ville have krævet fremmed arbejdskraft.

Eksempel 27: En kvinde, der var på besøg hos sin nabo, der var pen­sionist og netop udskrevet fra hospi­tal med forbud mod at løfte, blev af naboen bedt om at flytte en mindre kasse. Kvinden faldt, da hun bar kassen ned ad en trappe, og fik brud på ryg­søjlen. Sagen blev afvist.

2.2.3. Fremmede

Hvor der ikke består en særlig relation mellem hjælper og modtager (familie eller venner), er det givet, at kravene til hjælpen er mindre, når antagelsesforholdet skal vurderes. Hvis hjælpen er nødvendig eller væsentlig, aner­kendes sagen, selv om hjælpen er ganske kortvarig.

Eksempel 28: En sekretær for et menighedsråd var i tjenstligt besøg hos en borger og blev af denne bedt om at hjælpe med at skubbe en bil i gang. Hjælpen   var nødvendig, men for­ventedes kun at ville tage 5 minutter. Sagen blev anerkendt.

Eksempel 29: Den tilskadekomne blev opfordret af politi og Falck til at hjælpe med at løfte en bil væk fra et ulykkessted. Bilen var til gene for den øvrige trafik. Sagen blev anerkendt.

Eksempel 30: Den tilskadekomne var blevet opfordret til at hjælpe med at bygge sommerhus som ulønnet med­hjælp. Sagen blev anerkendt.

2.3. Be­tydningen af forsikringsforhold

§ 2 i lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 om sikring mod arbejdsskade (§4 i lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring) fastslår, at når der er tegnet en arbejdsskade­for­sikring, omfatter denne alt arbejde for arbejdsgiveren, både i dennes virksomhed og   i hans personlige husho­ldning og ved udførelse af private tjenester for arbejds­giveren og dennes familie.

Dette betyder, at hvis der er tegnet en forsikring, vil et ulykkestilfælde under en håndsr­ækning, der efter Arbejdsskadestyrelsens praksis kan anerkendes, være omfattet af forsikringen. Omvendt vil enhver lille hjælp, der ydes, ikke være dækket af forsikrin­gen, blot fordi der er en forsikring.

Eksempel 31: En praktisk anlagt stud. jur. hjalp efter opfordring sin principal med at slå græs hjemme i advokatens have. Advokaten havde teg­net ar­bejdsska­deforsi­kring. Studenten kom til skade, da han slog græsset. Skaden blev anerkendt som en hånds­rækningsskade, der blev dækket af advokatens arbejdsskadeforsikring.

Det følger af lovens § 47 (§ 52 i lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring), at den tilskadekomne er omfattet af loven, også hvis der ikke er tegnet forsikring, selv om der burde være det.

Der er, som nævnt i afsnit 1.2,   ikke pligt til at tegne arbejds­skadeforsikring, hvis den samlede beskæftigel­se i arbejdsgiverens tjeneste er under 400 timer i et kalenderår, jf. lovens § 5, stk. 6   (§ 48, stk. 6 i 2003-loven). I disse tilfælde udredes en eventuel erstatning i første omgang af Arbejdsskadestyrelsen.

3. Tilgrænsende områder

3.1. Selvstændige

Der kan være behov for at overveje, om hjæl­peren eventuelt skal betragtes som selvstændig, da han har udført arbejde som led i sin egen selvstændige virksomhed. Hvis det er til­fældet, betyder det, at sagen skal afvises, hvis skaden er opstået før 1. januar 2004, da selvstændige ikke er omfattet af 1992-loven.

Der kan for eksempel være tale om, at der mellem hjælperen og modtageren kun er en forretnings­mæssig forbindelse. Dette kan være tilfældet, når hjælperen selv har taget initiativet til at yde hjælp, eventu­elt i form af en indrykket avisan­nonce, og for eksempel har en særlig ekspertise og særligt udstyr.

Situationen er en anden for en selvstændig, hvis skaden indtræder den 1. januar 2004 eller senere. Sagen skal i så fald behandles efter lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring, der omfatter forsikrede selvstændige.

3.2. Hjælp mellem selvstændige landmænd

Det er kutyme inden for landbruget, at landmænd hjælper hinanden. Det kan være med maskiner og ved person­lig arbejdskraft. Denne hjælp vil ofte være af væsentlig betydning for driften af gården, der ligefrem kan være baseret herpå.

Efter praksis bliver der lagt vægt på, om hjælperens personlige arbejdsindsats havde en væsentlig betydning set i forhold til den maskin­kraft, hjælper­en måtte have stillet til rådighed.

Eksempel 32: En landmand kom til skade, mens han hjalp sin søn, der skulle­ have truk­ket nogle trætoppe op ad en skrå­ning. Begge var selv­stændi­ge land­mænd. Sønnen havde tegnet arbejdsska­defor­sikring. Til arbejdet brugtes faderens vogn med spil. Sagen blev anerkendt­ af Ankestyrelsen, da arbejdskraf­ten havde en værdi, der var lige så stor som ind­satsen med køretø­jet, idet den tilskadekomne ellers var alene om arbejdet. (SM U-9-87)

3.3. Bistand fra kunder

Hvis en kunde kommer til skade i forbindelse med hjælp til den, han har entreret med - for eksempel en leveran­dør af varer eller en håndværker - vil hjælpen som udgangspunkt ikke blive betragtet som en håndsrækning, der kan anerkendes.

En sådan hjælp vil ofte være ydet for at få den aftalte vare eller tjenesteydelse leveret hurtigere eller billigere, og hjælpen vil derfor være i kundens egen interesse.

I to typer tilfælde har man dog i praksis vurderet, at der var et antagelsesforhold, trods kundens personlige interesse i hjælpen.

Det drejer sig om specielle tilfælde, hvor den tilskadekomne (kunden) sædvanligvis udfører arbejde for den selvstændige erhvervsdrivende mod betaling og i det konkrete tilfælde udfører arbejde mod betaling med sig selv som kunde.

Desuden drejer det sig om tilfælde, hvor hjælpen har været særligt nødvendig for arbejdsgiveren og efter sit omfang ikke ubetydelig.

Eksempel 33: En entreprenør udførte et dræningsprojekt på en ejendom. En gårdejer afhentede drænrør hertil, idet arbejdet ellers ville gå i stå. Gårdejeren kom til skade under afhentningen. Landsretten anerkendte sagen, idet entreprenøren havde bedt gårdejeren om afhentningen og entreprenøren ellers ikke havde kunnet udføre arbejdet som planlagt. Afhentningen af rørene ansås derfor i overvejende grad for at være i entreprenørens interesse, ligesom der var tale om et ikke ubetydeligt arbejde hermed.


Denne side er senest ændret den 06. marts 2006