Accept af cookies fra ask.dk

Ask.dk benytter cookies til flere formål - fx. til at forbedre brugernes oplevelse af hjemmesiden.

 

Sager om SU handicaptillæg

En uddannelsessøgende, der i forvejen er berettiget til SU, har ret til et tillægsstipendium, hvis den uddannelsessøgende har et fysisk eller psykisk handicap, der gør, at denne ikke kan passe et erhvervsarbejde samtidig med uddannelsesaktiviteterne. Det er Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte, der træffer afgørelsen i sagerne. I særligt vanskelige sager anmoder Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte Arbejdsskadestyrelsen om en vejledende udtalelse, da Arbejdsskadestyrelsen via sit korps af lægekonsulenter har en særlig ekspertise på området.

Arbejdsskadestyrelsen behandler for tiden cirka 150 sager om året. Sagerne bliver behandlet i ”Sekretariat for beregninger, besættelsestidens ofre og SU-sager”.
Man kan følge Arbejdsskadestyrelsens behandling af sagerne via vores funktion ”Se sag”.  Det kræver en digital signatur/NemID at bruge funktionen. Her kan man se, hvilke dokumenter der bruges ved vurderingen af en sag, samt se, hvor langt sagen er i sagsbehandlingen.

Arbejdsskadestyrelsen går ud fra, at de studerende sender egne relevante lægelige oplysninger sammen med ansøgningen til Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsestillæg. Ellers er du velkommen til at sende dem til os, når du har anført dit cpr. nr. på dokumenterne via ask@ask.dk. Arbejdsskadestyrelsen vil sørge for, at der indhentes yderligere lægelige oplysninger, hvis der er behov for det. Hvis der skal indhentes speciallægeerklæringer sker det via Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsestillæg.

Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandlingstid i SU-sagerne er i gennemsnit 3 måneder regnet fra det tidspunkt, hvor vi modtager sagen. Vi er meget opmærksomme på, at ansøgerne gerne vil have deres sag afsluttet hurtigst muligt. Vi bestræber os på at komme med en udtalelse, så snart det er muligt. Det er på den anden side også vigtigt, at vi kommer med en korrekt vurdering.

 

 

Denne side er senest ændret den 05. marts 2013