Sikret arbejde
Informationen på denne side er gældende for ulykker, der er sket før 1. januar 2004 og erhvervssygdomme, der er anmeldt før 1. januar 2005
Definition Arbejde i lovens forstand (sikret arbejde) defineres ved at der skal foreligge et antagelsesforhold. Dette forudsætter, at der foreligger en aftale om udførelse af et egentligt arbejde og at den ene part i aftaleforholdet kan anses for arbejdsgiver for den anden part, således at der foreligger et tjenesteforhold. Løn, nytte, formel antagelse, beskatning m.v. er indicier på et arbejdsforhold, men ikke betingelser for sikring.
Aftale/kutyme Sikringen omfatter alt arbejde, der efter antagelsen faktisk udføres for arbejdsgiveren, uanset hvad der er aftalt, herunder arbejde i arbejdsgiverens private husholdning samt arbejdsopgaver, der uden at være direkte aftalt, dog følger af kutyme eller er sædvanligt i virksomheden eller branchen, såsom at arbejds- eller læredrenge går ærinder for svendene og at postbude optræder som vejvisere samt at politibetjente også udenfor arbejdstid foretager det politimæssige arbejde, som situationen kræver. Dette følger af § 2 i lovens kap. 1 og §§ 48 samt 50, stk. 2 i lovens kap. 8.
Ambulante arbejdstagere Ambulante arbejdstagere d.v.s. arbejdstagere, der bevæger sig rundt på gader og veje til kunder og klienter m.v. (eksempelvis handelsrejsende og telefonmontører) er som udgangspunkt dækket under transport fra hjemmet og til første arbejdssted og derefter fra sidste arbejdssted og til hjemmet. Undtagelser herfra er blandt andet hvis man skal møde ved et fast arbejdssted for at modtage nødvendigt arbejdsmateriale, instrukser eller lignende. Ambulante arbejdstagere er normalt dækket under transport mellem de forskellige arbejdssteder.
Firmaarrangementer Deltagelse i aktiviteter, som arbejdsgiveren har arrangeret, og som tjener marketingformål eller som tjener til at styrke samarbejdet i virksomheden, såsom boldspil (Sociale Meddelelser U-2-91), julefrokoster (Nyt om Arbejdsskader nr. 12/1996), opvisninger m.v. er sikret arbejde. Det er ikke afgørende, at arrangementet finder sted udenfor normal arbejdstid, jf. Sociale Meddelelser U-11-98.
Hjemme- og distancearbejde Hjemme- og distancearbejde er arbejde i eget hjem eller andet sted efter aftale eller i forståelse med arbejdsgiveren. Skader, der indtræffer under arbejde i hjemmet kan anerkendes, når skaden skyldes arbejdsforholdene, det vil sige forholdene omkring hjemmearbejdspladsens indretning eller omkring de arbejdsredskaber, som arbejdstageren har fået udleveret af arbejdsgiveren eller anvender efter aftale eller i forståelse med arbejdsgiveren, jf. Nyt om Arbejdsskader nr. 2/1997.
Husholdning Sikringen omfatter også arbejde i arbejdsgivers private husholdning.
Håndsrækning Er den mindst mulige arbejdsydelse, som omfattes af sikringen. Sikring ved håndsrækning forudsætter en opfordring. Opfordringen kan gives af arbejdsgiveren selv eller af en person, der er ansat hos arbejdsgiveren og som generelt eller i kraft af situationen er beføjet til at antage arbejdskraft for arbejdsgiveren. I praksis er antagelse ved håndsrækning i nogle tilfælde udvidet til at omfatte arbejdsydelser mellem ikke-erhvervsdrivende. Der kan blandt andet henvises til UfR 1990 s. 590. Sikring af midlertidig privathjælp, herunder håndsrækninger, er hjemlet ved § 5, stk. 6 i lovens kap. 1 (tidligere § 5, stk. 3).
Kurser
Kurser som arbejdstageren gennemfører og som er i arbejdsgiverens interesse er sikret arbejde.
Det forhold, at arbejdsgiveren tillader en ansat at deltage i kurser/uddannelse i arbejdstiden er ikke tilstrækkeligt til at medføre sikring.
Løn/nytte
Sikringen omfatter enhver form for arbejde, uanset om arbejdet er lønnet, ulønnet eller midlertidigt. Hvis arbejdstageren modtager regulær løn for arbejdet, spiller nytteværdien ingen rolle for om arbejdstageren er sikret eller ej. Som sikret arbejde regnes også en indsats af en vis nytteværdi, der udføres af personer, som ikke er formelt antaget. Selv en indsats, der kun består i en håndsrækning over kort tid, kan være sikret arbejde.
Private handlinger
Sikringen omfatter ikke private handlinger, det vil sige handlinger, der ikke på nogen måde tjener til opfyldelse af arbejdsforpligtelser. Det gælder private byærinder i arbejdstiden og arbejde i egen interesse, f.eks. en automekanikers arbejde på egen bil eller forarbejdning af emner til privat brug, jf. ØLD af 15/1 1998.
Privathjælp
Private tjenester for andre, som ikke i øvrigt er arbejdsgivere, kan være omfattet af sikringen. Uanmodet forretningsførelse kan være sikret arbejde, hvis det er sædvanligt for branchen, at man yder assistance i andres fravær eller hvis det efter forholdet mellem den hjælpende og den fraværende må antages, at hjælp ville være blevet ydet på opfordring. Dog vil ydelse af personlige tjenester til familie og bekendte ikke medføre sikring.
Til og fra arbejde
Daglig transport til og fra arbejde er i princippet ikke sikret. Denne retstilstand er slået fast i retspraksis, jf. U91.962H. Hvis arbejdsforholdet medfører, at arbejdstageren skal afvige fra sin sædvanlige rute, vil skader, der indtræffer under afvigelsen kunne anerkendes som arbejdsskader. Det samme gælder skader, der forårsages eller forværres af genstande, der efter arbejdsgivers ordre eller med dennes forståelse medbringes til arbejdet.
Transport
Transport mellem flere arbejdssteder for samme arbejdsgiver er sikret arbejde.
Denne side er senest ændret den 13. august 2008