Arbejdsskadesikring for østeuropæiske borgere
Alle østeuropæere, som kommer til Danmark for at arbejde, er enten dækket efter hjemlandets regler eller af en arbejdsskadesikring i Danmark.
Hvornår medarbejderen er omfattet af den ene eller den anden forsikring afhænger af:
- Om han er udstationeret af en arbejdsgiver i sit hjemland (Han er sikret af arbejdsgiveren i hjemlandet efter hjemlandets regler)
- Om han er ansat direkte af en dansk arbejdsgiver (Den danske arbejdsgiver skal sikre ham efter dansk lov)
Medarbejdere udsendt af en østeuropæisk arbejdsgiver (Østaftalen)
Østeuropæere, som er udstationeret til at arbejde i Danmark, er dækket efter Østaftalen.
Følgende lande er omfattet af Østaftalen:
- Estland
- Letland
- Litauen
- Polen
- Slovakiet
- Slovenien
- Tjekkiet
- Ungarn
Ifølge Østaftalen kan en østeuropæer blive udstationeret af en østeuropæisk arbejdsgiver i op til tre måneder i Danmark.
I den periode er medarbejderen omfattet af hjemlandets regler for dækning af arbejdsskader.
I tre-månedersperioden er medarbejderen altså ikke berettiget til ydelser efter den danske arbejdsskadelov.
Inden udstationeringen i Danmark skal den østeuropæiske medarbejder have en blanket E 101 udstedt og godkendt af myndighederne i hjemlandet.
Eksempel på en situation, der er omfattet af Østaftalen
Et firma skal have malet hovedbygningen udvendigt og aftaler med en polsk entreprenør, at han skal udføre arbejdet.
Det polske firma sender to polske håndværkere, der begge har en gyldig E 101 med fra Polen. De klarer arbejdet i løbet af en uge, men den sidste dag kommer den ene polak til skade under arbejdet.
Da medarbejderne er omfattet af Østaftalen, er polakken ikke berettiget til ydelser efter den danske arbejdsskadelov, men derimod efter de polske regler.
Medarbejdere ansat direkte af en dansk arbejdsgiver
Hvis en østeuropæisk borger tager arbejde i Danmark direkte for en dansk arbejdsgiver, så er vedkommende omfattet af den danske arbejdsskadelov og berettiget til ydelser efter loven.
Det betyder, at den danske arbejdsgiver skal tegne arbejdsskadesikring for den østeuropæiske medarbejder.
Eksempel på en situation, hvor den danske arbejdsgiver skal sikre østarbejderen
Lars har et landbrug, hvor han vil bygge en ny stald til køerne. Han hyrer tre polske håndværkere til byggeriet. Det tager seks måneder, og i den periode bor polakkerne på grunden.
Lars instruerer håndværkerne løbende og har derfor forsikringspligt som arbejdsgiver. Det betyder, at han skal arbejdsskadesikre polakkerne ved dels at tegne en forsikring i et forsikringsselskab for arbejdsulykker og tilmelde sig Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES).
Hvis en af polakkerne kommer til skade, dækker Lars' arbejdsskadeforsikring udgifterne til erstatning og sagsbehandling.
Hvis Lars ikke tegner en arbejdsskadeforsikring, kommer han selv til at dække alle udgifter, ligesom han vil få en bøde for manglende lovpligtig forsikring.
Denne side er senest ændret den 06. oktober 2009