Kroniske nakke-skuldersmerter

Kroniske nakke-skuldersmerter kan skyldes arbejdet eller arbejdsforholdene. Det vil sige, at sygdommen kan opstå på grund af bestemte påvirkninger på arbejdet.

Anerkendelse efter erhvervssygdomsfortegnelsen

Krav til diagnosen
For at du kan få anerkendt kroniske nakke-skuldersmerter som en arbejdsskade, skal du have diagnosen kroniske nakke-skuldersmerter (cervikobrakialt syndrom).

For at denne diagnose kan stilles, skal du have moderat til betydelig ømhed i en væsentlig del af nakke-skulderågets 12 muskelområder. Du skal også have daglige smerter.

Vi vil eventuelt sende dig til en læge, som kan vurdere, om du har kroniske nakke-skuldersmerter. Vi vil sammen med vores lægekonsulenter vurdere, om diagnosen er rigtigt stillet, og om sygdommen er omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Krav til påvirkningen
For at nakke-skuldersygdommen kan anerkendes, skal du også have været udsat for hurtigt gentagne bevægelser i skulder/overarm, eventuelt i kombination med bøjning af nakken og/eller en statisk belastning af nakke-skulderåget i en længere årrække.

Hurtigt gentagne bevægelser er som udgangspunktet mere end 15 bevægelser i minutter, og belastningen skal ligeledes som udgangspunkt have været 8 til 10 år.

Du skal have udført arbejde i mindst 3-4 timer dagligt, hvor du har været udsat for denne belastning. Belastningen kan komme fra flere forskellige arbejdsfunktioner, som du varetager i løbet af arbejdsdagen, eksempelvis ved rotation mellem flere arbejdsstationer.

Eksempel 1
Tilskadekomne arbejdede på fuld tid som industrisyerske med syning af arbejdstøj ved en overlocksymaskine i godt 7 år.
Arbejdet indebar hurtigt gentagne bevægelser i skuldre/overarme omkring 20 gange/minut. Under arbejdet førte hun arme og skuldre fremad i takt med syprocessen for de enkelte stykker tøj. Nakke-skulderåget blev fastholdt i stort set samme stilling i størsteparten af tiden, kun afbrudt ganske kortvarigt, når hun skulle have fat i et nyt emne.
Hun udviklede i det sidste år kroniske smerter i nakke-skulderområdet og fik af en speciallæge stillet diagnosen kroniske nakke-skuldersmerter med udtalt ømhed (styrke 3-4) i 5 af nakke-skuldermuskulaturens områder.

Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen over erhvervssygdomme.
Syersken har fået konstateret kroniske nakke-skuldersmerter, efter at hun har udført hurtigt gentagne bevægelser i skuldre/overarme med samtidig, længerevarende statisk belastning af nakke-skulderåget ved syning på fuld tid og i en længere årrække.
Da der her har været hurtigt gentagne bevægelser i skuldre/overarme over 15 gange/minut i kombination med længerevarende statisk belastning af nakke-skulderåget, kan kravet til belastningens varighed nedsættes fra normalt 8-10 år til her 7 år. Der er endvidere god tidsmæssig sammenhæng mellem det nakke-skulderbelastende arbejde og sygdommens opståen.

Eksempel 2
En 48-årig mand arbejdede på fuld tid som slagteriarbejder i 6 år.
Hans arbejde bestod overvejende i udbening og ud-/opskæring af større kødemner med sav eller kniv. En del af udskæringen foregik stående med udskæring af ophængte kødemner med løftede arme, mens andre udskærings- og udbeningsopgaver foregik stående ved et bånd.
Arbejdet var generelt præget af bevægelser i højre skulder/overarm 10-15 gange/minut med samtidig væsentlig kraftudfoldelse i højre skulder. Arbejdet var tillige i godt halvdelen af arbejdstiden præget af længerevarende nakkebøjning, når han foretog udskæring og udbening stående ved et skærebånd.
Han udviklede i slutningen af perioden kroniske nakke-skuldersmerter på både højre og venstre side af nakke-skulderåget med ømhed af grad 3-4 i hovedparten af nakke-skulderregionens 12 muskelområder.

Sagen kan anerkendes efter fortegnelsen.
Slagteriarbejderen har udført fuldtidsarbejde i 6 år, der i størsteparten af tiden har været præget af gentagne bevægelser i særligt højre skulder/overarm 10-15 gange per minut med samtidig stor kraftudfoldelse i højre skulder og længerevarende sekvenser med nakkebøjning.
Da arbejdet har medført gentagne skulderbevægelser i kombination med stor kraftudfoldelse i højre skulder og længerevarende nakkebøjning, kan kravet til belastningens varighed nedsættes fra normalt 8-10 år. Kravet til antal skulderbevægelser per minut kan ligeledes nedsættes fra over 15 bevægelser/minut til her 10-15 bevægelser/minut, da arbejdet har indebåret stor kraftudfoldelse for højre skulder og nakkebøjning.
Han har udviklet kroniske nakke-skuldersmerter, der opfylder kravene til diagnosen, på både højre og venstre side, og hans sygdom opfylder derfor kravene til anerkendelse af sygdommen som helhed, selvom belastningen overvejende har været højresidig.

Anerkendelse udenfor erhvervssygdomsfortegnelsen

Hvis en sag om en sygdom i nakke-skulderområdet ikke er omfattet af fortegnelsen, kan den måske anerkendes som en følge af arbejdets særlige art efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.

Hvis vi mener, at dit arbejde ikke har været tilstrækkeligt belastende for nakke-skulderområdet, vil vi afvise sagen uden forelæggelse for udvalget.

Denne side er senest ændret den 27. juli 2010