Lovens tidsfrister for sagsbehandlingen
Vi har forskellige tidsfrister for vores sagsbehandling alt efter, om du har været ude for en arbejdsulykke eller har fået en erhvervssygdom.
Frister for sagsbehandlingen ved arbejdsulykker
Senest tre måneder efter vi har modtaget en anmeldelse af en arbejdsulykke, skal vi afgøre, om vi kan anerkende ulykken som en arbejdsskade, eller om vi må afvise sagen.
Anerkender vi sagen, skal vi senest et år efter anmeldelsen træffe afgørelse om, hvorvidt du kan få en erstatning efter arbejdsskadeloven - og hvor meget en eventuel erstatning er på.
Frister for sagsbehandlingen ved erhvervssygdomme
Der er to forskellige frister for erhvervssygdomme alt efter, om en sygdom står på fortegnelsen over erhvervssygdomme eller ej.
Sygdommen står på erhvervssygdomsfortegnelsen
Senest seks måneder efter at vi har modtaget en anmeldelse af en formodet erhvervssygdom, skal vi afgøre, om vi kan anerkende sygdommen som en arbejdsskade, eller om vi må afvise sagen.
Anerkender vi sagen, skal vi senest et år efter anmeldelsen træffe afgørelse om, hvorvidt du kan få en erstatning efter arbejdsskadeloven - og hvor meget en eventuel erstatning er på.
Sygdommen står ikke på erhvervssygdomsfortegnelsen
Der er ikke en frist for anerkendelse eller afvisning for sager om sygdomme, som ikke står på fortegnelsen over erhvervssygdomme.
I disse sager er der alene en frist på to år, hvor vi inden for fristen skal træffe afgørelse om både anerkendelse og en eventuel erstatning.
Den længere frist skyldes, at sager om sygdomme som ikke står på fortegnelsen kun kan anerkendes i Erhvervssygdomsudvalget.
Samtidig kan disse sager kan være vanskelige at afgøre. For eksempel hvis der skal indhentes oplysninger om arbejdsforhold, der ligger mange år tilbage i tiden.
Hvis vi ikke kan overholde fristerne
En sag er ikke automatisk anerkendt, hvis vi ikke har truffet en afgørelse inden for fristerne.
Hvis vi ikke kan overholde fristerne, får du og eventuelle fuldmagtshavere besked om det.
Lovhenvisninger
Fristerne for anerkendelse eller afvisning står i:
Arbejdsskadelovens § 39.
Fristerne for afslutningen af en sag står i:
Arbejdsskadelovens § 16, stk 1.
Denne side er senest ændret den 07. januar 2010