Afgørelser om fleksjob kan genoptages

16. januar 2004

Arbejdsskadestyrelsen opfordrer tilskadekomne, som er i fleksjob på grund af en arbejdsskade, til at henvende sig for at få deres sag vurderet igen.

Baggrunden er, at Ankestyrelsen i SM U-1-04 nu har hjemvist den sag, hvor Højesteret afsagde dom den 22. december 2003 om erhvervsevnetab og fleksjob. Ankestyrelsen har anført, at Arbejdsskadestyrelsen skal foretage en konkret bedømmelse af, hvad den tilskadekomne ville eller burde kunne tjene, hvis muligheden for et fleksjob ikke forelå.

Arbejdsskadestyrelsens IT system indeholder ikke oplysninger om, hvilke sager der drejer sig om fleksjob. Derfor vil vi bede tilskadekomne om at henvende sig, hvis de ønsker, at vi skal se på deres sag igen. Det drejer sig om sager, hvor tilskadekomne har været i fleksjob, og hvor vi har tilkendt en erstatning for tab af erhvervsevne, eller har givet afslag på erstatning.

Samtidig opfordrer vi fagforbundene til at være behjælpelige med at finde personer, der kunne have en sag, som de ønsker genoptaget.

Vi vil i hvert enkelt tilfælde vurdere, om der er grundlag for at tilkende en erstatning eller eventuelt forhøje en allerede tilkendt erstatning.

Når vi har behandlet en række sager, vil vi orientere om den nye praksis.

Yderligere oplysninger: Kommunikationsmedarbejder Vibeke Møller 39 17 77 82.