Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

En årlig besparelse på fire tons papir og mellem en halv og en hel million kroner. Det er nogle af de tydelige gevinster ved en ny digital løsning, som Arbejdsskadestyrelsen har videreudviklet og tilpasset i samarbejde med Tryg Forsikring A/S.

Løsningen gør, at Tryg kan hente breve fra styrelsen direkte ind i eget sagsbehandlingssystem. Hidtil har det været sådan, at når en arbejdsskade var blevet behandlet i Arbejdsskadestyrelsen, blev dokumenterne i sagen efterfølgende sendt med post til forsikringsselskabet. Det betød, at der hvert år blev sendt 600.000 stykker papir med en samlet vægt på over fire tons fra Arbejdsskadestyrelsen til Danmarks største forsikringsselskab, Tryg.

Et nyt og frugtbart samarbejde mellem Arbejdsskadestyrelsen og forsikringsselskabet Tryg er nu resulteret i et digitalt notifikationssystem, som gør, at Tryg hver morgen modtager en digital rapport fra Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandlingssystem med besked om de sager, hvor der er nye breve. Rapporten bliver integreret automatisk i Trygs sagsbehandlingssystem, og sagsbehandlerne får med et enkelt klik brevene vist i Arbejdsskadestyrelsens digitale aktindsigt, Se Sag

Sparer tid og penge
Den nye løsning giver en række åbenlyse fordele:

- Der ligger nogle kontante fordele i det nye system, fordi vi eksempelvis sparer mellem 125.000-150.000 kroner årligt alene på omkostninger til indscanning af dokumenterne, så vores sagsbehandlere kan tilgå sagerne elektronisk, fortæller Jens Galatius, der er Trygs tovholder på det fælles projekt.

Han fortæller, at der hidtil dagligt er gået mellem en hel til en halv dags arbejde for en person med at sørge for, at de enkelte sager blev distribueret til de relevante afdelinger i Tryg. Denne tid kan nu bruges på det, der er væsentligt, nemlig at behandle sagerne. Tryg anslår, at det nye tiltag vil betyde en årlig besparelse på mellem 0,5-1 mio. kroner i omkostninger til indscanning og arbejdstid.

Samarbejdet gavner også miljøet og andre organisationer
Arbejdsskadestyrelsen har i mange år arbejdet med udvikling af it-løsninger, der gavner sagsbehandlingen, og notifikations-løsningen er sidste skud på stammen.

- Det er meget tilfredsstillende, at vi sammen med Tryg har kunnet videreudvikle et system, der opfylder forsikringsselskabernes behov for oplysninger, gavner miljøet og samtidig giver besparelser hos både os og Tryg, siger Anne Lind Madsen, direktør i Arbejdsskadestyrelsen.

Arbejdsskadestyrelsens notifikationssystem henvender sig til alle professionelle parter, det vil sige forsikringsselskaber, fagforbund og advokater. På sigt skal systemet udbredes til parterne, og styrelsen regner med, at det i sidste ende vil betyde en besparelse på mindst 25 tons papir – eller hvad der svarer til 4.600.000 stykker papir. I alt en besparelse alene til papir på 150.000 kroner.

For yderligere informationer:
Pressechef i Arbejdsskadestyrelsen, Birgitte Lyhne: bib@ask.dk. Tlf.: 26 97 15 32
Pressekontakt hos Tryg, Anne Anker: anne.anker@tryg.dk, tlf.: 23 24 35 67

Denne side er senest ændret den 14. december 2011