Særlig godtgørelse til dræbte soldaters pårørende
7. januar 2011
Pårørende til 14 dræbte soldater har indtil nu fået tildelt en særlig godtgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen.
Dermed har Arbejdsskadestyrelsen åbnet op for en ny praksis for tilkendelse af særlig godtgørelse til pårørende efter soldater, som er blevet dræbt i kamp.
Styrelsen har hidtil ikke tildelt en særlig godtgørelse til pårørende til dræbte soldater, men behandlingen af en konkret sag for nylig har fået styrelsen til, dels at ændre praksis, dels forvaltningsretligt genoptage i alt 23 relevante sager. Sagerne stammer tilbage fra perioden 1. januar 2004, hvor bestemmelsen om særlig godtgørelse til pårørende trådte i kraft, til marts 2010.
Foreløbig er 14 af de 23 sager blevet behandlet, og i alle sagerne er de pårørende blevet tildelt en særlig godtgørelse. Erstatningerne er givet til enker, børn, afdødes mor og far og afdødes bror. I alle tilfælde på nær en enkelt sag har de pårørende fået tildelt 100.000 kroner hver. I den sidste sag, der er særligt grov, er beløbet 150.000 kroner.
”Jeg er meget glad for, at de, som er berettiget til erstatning, nu også får erstatning. Det havde naturligvis været bedre, hvis det var sket tidligere, men vi er inde i et stærkt kompliceret juridisk felt, hvor der ikke har været nogen egentlig praksis indtil nu. Derfor har en gruppe medarbejdere nøje gennemgået arbejdsskadeloven, erstatningsansvarsloven og domstolsafgørelser for at få defineret den praksis, som vi arbejder efter nu,” siger Anne Lind Madsen, direktør i Arbejdsskadestyrelsen.
Yderligere oplysninger:
Pressechef Birgitte Lyhne: 26 97 15 32