Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Tidligere afviste sager om skulderskader kan genoptages og flere vil fremover blive anerkendt. Det er resultatet af, at Arbejdsskadestyrelsen og Erhvervssygdomsudvalget har udvidet erhvervssygdomsfortegnelsens punkt om skuldersygdommen rotator cuff-syndrom med diagnosen impingementsyndrom.

”Tidligere har vi afvist sager om impingementsyndrom. De vil nu blive anerkendt, hvis arbejdsbelastningen af skulderen har været tilstrækkelig,” siger Anne Lind Madsen, direktør i Arbejdsskadestyrelsen.

Ændringen har desuden den effekt, at nogle sager om impingementsyndrom og rotator cuff-syndrom kan genoptages og anerkendes. Det gælder, hvis kravet til arbejdsbelastningen var opfyldt, den gang sagen blev afvist, fordi diagnosen ikke var på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Hvor mange sager det drejer sig om er usikkert, idet styrelsen ikke har mulighed for selv at finde sagerne i sagsbehandlingssystemet.

”Hvis man tidligere har fået afvist sin sag om en skuldersygdom, selvom kravene til arbejdsbelastning var opfyldt, vil jeg opfordre til, at man kontakter Arbejdsskadestyrelsen for at få genoptaget sin sag. Det gælder også, selv om det er mange år siden, at vi behandlede sagen,” siger Anne Lind Madsen.

Baggrunden for ændringerne på fortegnelsen er to udtalelser fra Retslægerådet, Sundhedsstyrelsens nye faglige visitationsretningslinjer for impingementsyndrom/rotator cuff-syndrom samt et review om skuldersygdomme fra 2010.

Erhvervssygdomsfortegnelsen bliver revideret inden for kort tid, så punkt C.5.1. kommer til at omfatte rotator cuff-syndrom/impingementsyndrom.

Læs notat om skuldersygdomme 

Hvis man mener at have en sag, som skal genoptages, kan man bede om genoptagelse ved at gå ind på sin sag i den elektroniske aktindsigt, Se Sag. Det gør man via styrelsens hjemmeside, www.ask.dk/sesag. Det eneste, det kræver, er, at man har NemId.


Yderligere oplysninger
Pressechef Birgitte Lyhne Broksø: 26 97 15 32

Denne side er senest ændret den 04. juni 2012