Rejseholdet og rundbordssamtaler
Fastholdelsescentrets rejsehold tager rundt i kommunerne og deltager i rundbordssamtaler.
Ved en rundbordssamtale deltager alle relevante parter i sagen: Borgeren, kommunens sagsbehandler, Rejseholdet og måske også læger, fagforbund, arbejdsgiver og forsikringsselskab.
Fordelen ved rundbordssamtalerne er, at arbejdsskadesagen ofte kan afklares på stedet, fordi alle parter og den nødvendige viden om regler og muligheder er tilstede. Det sikrer, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse ligger i forlængelse af borgerens og kommunens aftaler, så borgerens plan for at komme tilbage på arbejdsmarkedet kan sættes i værk.
Rejseholdet holder 10-15 rundbordssamtaler om måneden.
Borgerens muligheder i fokus
Når alle samarbejder om at fastholde borgeren på arbejdsmarkedet, sætter det fokus på, hvad borgeren kan, frem for det han eller hun ikke kan. Når borgeren får en hurtig afgørelse af sin arbejdsskadesag og erstatningsspørgsmålet, kan det give borgeren det nødvendige økonomiske overblik til at komme videre i sit liv.
For kommunerne kan det give sagen et positivt skub mod afklaring. Borgerne oplever også, at de rent faktisk støttes, når de ønsker at vende tilbage til arbejdsmarkedet, og at de får en god og sammenhængende indsats fra de forskellige myndigheder, som er involveret i sagen.
Gode erfaringer med rundbordssamtalerne
Fastholdelsescentret har fået en evaluering fra de kommuner, hvor Rejseholdet har holdt rundbordssamtaler. Vurderingen er meget positiv: Rejseholdet bidrager både til en hurtigere afklaring af borgerens sag og til at fastholde borgeren på arbejdsmarkedet.
Kommunerne udtrykker stor begejstring for rundbordssamtalerne. Sætningen: "Det her samarbejde skulle være blevet indledt noget før", går igen flere gange. Sagsbehandlerne i kommunerne mener, at samarbejdet har bidraget til både en hurtigere afklaring af borgernes arbejdsskadesag og afklaring af sygedagpengesagen. Det giver en øget motivation hos borgerne, at de med det samme ved rundbordsamtalen kan få vished om deres muligheder, herunder økonomi i fremtiden.
Denne side er senest ændret den 11. marts 2009