Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre hjemmesiden. Det sker dog først, når du klikker videre til næste side. Læs mere om cookies. Du kan også vælge at sige nej tak til cookies.

Ændringer fra 1. juli 2009

Udgivet den: 09. januar 2012

Den 1. juli 2009 bliver folkepensionsalderen i Danmark forhøjet fra 65 til 67 år. Det betyder, at omkring 3.000 danskere, som tidligere har fået erstatning til de fylder 65 år, enten skal have deres erstatning forlænget eller have et ekstra engangsbeløb udbetalt.

Her kan du læse korte fakta om følgerne af den forhøjede pensionsalder.

Den forhøjede folkepensionsalder giver ret til yderligere erstatning for tab af erhvervsevne. Den giver også ret til yderligere dækning af permanente udgifter til behandling eller hjælpemidler.

 

 Den forhøjede folkepensionsalder omfatter kun personer, der er født den 1. januar 1959 eller senere.

  • Hvis man er født før 1. januar 1959, er folkepensionsalderen uændret 65 år

  • Hvis man er født i perioden 1. januar 1959 - 30. juni 1959, forhøjes folkepensionsalderen til 65 ½ år

  • Hvis man er født i perioden 1. juli 1959 - 31. december 1959, forhøjes folkepensionsalderen til 66 år

  • Hvis man er født i perioden 1. januar 1960 - 30. juni 1960, forhøjes folkepensionsalderen til 66 ½ år

  • Hvis man er født 1. juli 1960 eller senere, forhøjes folkepensionsalderen til 67 år

For at komme i betragtning til yderligere erstatning, skal du opfylde følgende betingelser:

  • 1. Du skal være omfattet af den forhøjede folkepensionsalder. Det vil sige, at du skal være født den 1. januar 1959 eller senere

  • 2. Du skal have været ude for en ulykke 1. januar 2004 eller senere, eller du skal have anmeldt en erhvervssygdom den 1. januar 2005 eller senere

  • 3-1. Du skal have modtaget en afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen, der giver ret til en endelig erstatning for tab af erhvervsevne - enten i form af et engangsbeløb eller i form af månedlige beløb

    eller

    3-2. Du skal have modtaget et engangsbeløb fra din arbejdsgivers forsikringsselskab eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring til erstatning for permanente udgifter til behandlinger eller hjælpemidler.

Permanente udgifter til behandling eller hjælpemidler
Hvis du har ret til yderligere erstatning for permanente udgifter til behandlinger eller hjælpemidler, skal du selv kontakte din arbejdsgivers forsikringsselskab eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.

Erstatning for tab af erhvervsevne
Hvis du har ret til yderligere erstatning for tab af erhvervsevne, skal du ikke foretage dig noget.

Arbejdsskadestyrelsen kontakter selv de berørte personer via brev fra den 1. juli 2009 og året ud.

Hvad betyder det for dig?
Hvis du har ret til yderligere engangsbeløb i erstatning for tab af erhvervsevne, træffer Arbejdsskadestyrelsen en afgørelse om det. Vi sender afgørelsen til både dig og forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
Herefter udbetaler forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring beløbet til dig.

Hvis du har ret til at få forlænget perioden med udbetaling af månedlige beløb, sender vi et orienteringsbrev til dig og forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring.
Herefter forlænger forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring automatisk perioden med udbetaling af månedlige beløb.

Den 1. juli 2009 bliver folkepensionsalderen i Danmark forhøjet fra 65 år til 67 år.
Forhøjelsen af folkepensionsalderen er del af velfærdsreformen, der blev gennemført i 2006.    

Forhøjelsen af folkepensionsalderen er individuel og sker i trin af halve år afhængig af fødselsdato.

Der er foretaget ændringer i lov om arbejdsskadesikring (jf. § 4 i lov af nr. 1587 af 20. december 2006), så udbetalingen  af erstatning for tab af erhvervsevne og erstatning for permanente udgifter til behandling og hjælpemidler fremover følger den forhøjede folkepensionsalder.

Denne side er senest ændret den 09. januar 2012