Spørgsmål og svar om dommene

Jeg tror, at jeg er omfattet af dommene om deltidsansættelse – hvad skal jeg gøre nu?
Du skal kontakte Arbejdsskadestyrelsen og bede os om at genoptage din sag på baggrund af højesteretsdommene.
Du kan bruge denne blanket - Blanket til genoptagelse på baggrund af højesteretsdommen af 16. august 2010 (pdf).

Vi genoptager herefter din sag og undersøger, om du er omfattet af højesterets domme.


Jeg har bedt Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage min sag. Hvor lang tid går der, før der sker noget?
Når vi har modtaget din anmodning om genoptagelse, sender vi dig et kvitteringsbrev. Herefter går vi i gang med at behandle din sag, og vi gør, hvad vi kan for at behandle sagerne hurtigst muligt.

Vi har oprettet et sekretariat, som skal behandle alle de sager, der handler om Højesterets domme. Den arbejdsform har vi meget gode erfaringer med, fordi sagsbehandlerne har fokus på en bestemt problemstilling og hele tiden har kolleger at videndele med eller spørge til råds. Det giver en både effektiv og kompetent sagsbehandling.

Du kan følge din egen sag via vores digitale aktindsigt ”Se Sag”.


Hvad går den nye praksis ud på?
Hvis du midlertidigt var ansat i en deltidsstilling, men ellers havde en fuld erhvervsevne på det tidspunkt, hvor skade skete, skal vi nu fastsætte en årsløn, der svarer til en fuldtidsstilling.

Hvis du ikke havde en fuld erhvervsevne, da skaden skete, skal årslønnen fastsættes ud fra det, du faktisk tjente.

Hvis arbejdede på nedsat tid, men havde en fuld erhvervsevne, skal dit tab af erhvervsevne vurderes i forhold til en fuld erhvervsevne. Det gælder også selv om du ikke udnyttede din fulde erhvervsevne på tidspunktet for skaden. Årsagen til, at du ikke udnyttede din fulde erhvervsevne har heller ikke betydning for vurderingen af dit tab af erhvervsevne.


Kan jeg få mere i erstatning?
Hvis din sag er omfattet af dommene, så er du måske berettiget til mere i erstatning.

Du er omfattet, hvis

  • Din arbejdsskade er anerkendt
  • Du var ansat på deltid (i forhold til fagets fulde normale arbejdstid) på det tidspunkt, hvor skaden skete eller du blev syg og
  • Sagen ikke er forældet

Når du har bedt om genoptagelse af din sag, tager vi stilling til, om du har ret til mere i erstatning.


Kan jeg risikere at skulle betale en tidligere erstatning tilbage?
Nej. Vi kan ikke på baggrund af højesterets domme nedsætte din erstatning eller kræve, at du skal betale en eventuel erstatning tilbage.


Kan kommunen kræve en del af min erstatning udbetalt?
Ja. Hvis kommunen har udbetalt sociale ydelser (revalideringsydelse eller førtidspension), har kommunen krav på at få en del af erstatningen. Ellers ville du blive forsørget dobbelt.

Vi orienterer din kommune, hvis vi forhøjer din erstatning. Så kan kommunen oplyse forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring om, at de har krav på ydelser for samme periode, som vi har tilkendt erstatningen for.


Vil en eventuel forhøjelse af min erstatning være skattepligtig?
Det kommer som altid an på, hvor meget din erstatning bliver fastsat til i alt. Hvis erstatningen for tab af erhvervsevne er mindre end 50 procent, udbetales beløbet som en engangserstatning, som er skattefri. Fastsættes erstatningen til 50 procent eller derover, udbetales den som en månedlig løbende ydelse, der er skattepligtig.


Det er længe siden, at jeg kom til skade– er mit krav forældet?
Dansk rets regler om forældelse går forud for højesteretsdommene, så dit krav kan godt være forældet. Det er ikke noget, som du selv skal vide på forhånd. Det undersøger vi, når vi behandler din anmodning om genoptagelse af sagen.

Som udgangspunkt er dit krav ikke forældet, hvis din skade er sket eller din sygdom er opstået efter 1. januar 1988.

Hvis sagen er ældre end 1. januar 1988, men vi har taget stilling til spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne eller årsløn efter den dato, er kravet som udgangspunkt heller ikke forældet.

Det er altså relevant at anmode om en genoptagelse for alle, som arbejdede på deltid, da skaden skete og som efterfølgende har fået sagen anerkendt efter arbejdsskadeloven fra 1. april 1978 og senere.

Denne side er senest ændret den 01. september 2010