Erhvervssygdom
Psykiske skader kan også anmeldes som en erhvervssygdom. I modsætning til ulykkerne opstår erhvervssygdommene normalt efter, at man har været udsat for en bestemt påvirkning over længere tid.
Typisk modtager Arbejdsskadestyrelsen en anmeldelse fra en læge, og vi sender inden for en uge et kvitteringsbrev til dig, som er kommet til skade. Læger har pligt til at anmelde sagen, hvis der er en formodning om, at skaden skyldes arbejdet. Du har også selv mulighed for at anmelde skaden. Anmeldelse skal ske senest et år efter at du har fundet ud af, at sygdommen kan skyldes arbejdet.
Når en skade er anmeldt beder vi dig om at svare på en række spørgsmål for at få beskrevet, hvad det er for påvirkninger, du har været udsat for gennem årene. Påvirkninger, som kan være årsag til sygdommen.
Hvis sagen tyder på anerkendelse, indhenter vi en grundig beskrivelse af dit arbejde ved at sende dig til en arbejdsmediciner. Desuden får vi journaler fra hospitaler, og eventuelt en udtalelse fra en behandlende psykolog eller lignende samt lægelige oplysninger om sygdommen og diagnosen via en erklæring fra en psykiatrisk speciallæge.
Herefter kan vi vurdere, om sagen kan anerkendes som en sygdom efter fortegnelsen over erhvervssygdomme, eller om sagen skal forelægges for Erhvervssygdomsudvalget.
Hvis sagen kan anerkendes som en erhvervssygdom, behandler vi spørgsmålet om erstatning og træffer en samlet afgørelse om anerkendelse og erstatning.
Eksempel - påvirkning over længere tid anerkendt som arbejdsskade
En yngre kvinde var i nogle år ansat på en døgninstitution for psykisk handicappede og havde gennem et år været udsat for fire voldelige overfald, hvor hun blev sparket og slået. Af speciallægeerklæringen fremgår diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. Sagen kan anerkendes som en erhvervssygdom efter fortegnelsen.
Frister ved behandlingen af erhvervssygdomme
Arbejdsskadestyrelsen har en frist på seks måneder til at tage stilling til, om sagen skal afvises som erhvervssygdom. Hvis den kan anerkendes gælder der en frist på et år til at fastsætte erstatningen. Fristen er dog to år for sager, der skal forelægges for Erhvervssygdomsudvalget. Fristerne er indført ved arbejdsskadereformen og gælder for sygdomme anmeldt fra 1. januar 2004.
Denne side er senest ændret den 12. februar 2009